Dansker tiltalt for 33 år gammelt mord: - Han er overrasket

Den mordtiltalte møder frivilligt op og følges med sin danske forsvarer fra København til Finland

Manden, som nu er anklaget for mord, var til at begynde med kronvidne i sagen. Han var 18 år og spejder og på vej på jamboree i Sauvo i det sydvestlige Finland, da han efter eget udsagn fandt det tyske par. Her er han fotograferet på sommerlejren. Privatfoto
Manden, som nu er anklaget for mord, var til at begynde med kronvidne i sagen. Han var 18 år og spejder og på vej på jamboree i Sauvo i det sydvestlige Finland, da han efter eget udsagn fandt det tyske par. Her er han fotograferet på sommerlejren. Privatfoto

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

En 52-årig dansker spiller mandag hovedrollen i en årelang uløst kriminalgåde i Finland.

Manden er tiltalt for mord og mordforsøg på et tysk kærestepar, som for snart 34 år siden blev fundet, massakreret til ukendelighed og indsølet i blod på dækket af færgen Viking Sally.

Den 20-årige Klaus Schelkles liv stod ikke til at redde, mens den dengang 22-årige Bettina Taxis overlevede. Lige siden den skæbnesvangre sommeraften i juli 1987, hvor de unge mishandlede kroppe blev fundet, har danskeren været tæt på begivenhederne.

Fandt kærestepar
Han fandt efter eget udsagn parret og slog alarm, hvilket resulterede i, at han figurerede på flere mediers forsider i dagene efter forbrydelsen.

Det udsagn tror finsk politi dog ikke længere på, og sent sidste år rejste anklagemyndigheden tiltale mod ham i sagen. Angiveligt fordi de skulle have fundet nye beviser, der ifølge anklagemyndigheden udpeger danskeren som morder.

- Han er overrasket, siger danskerens finske forsvarsadvokat Martina Kronström til Ekstra Bladet om de alvorlige anklager.

Klaus Schelke og Bettina Taxis i Stockholm, før de gik ombord på Viking Sally. Her blev de udsat for et brutalt overfald, mens de lå og sov på dækket. Han døde, mens hendes liv blev reddet. Privatfoto
Klaus Schelke og Bettina Taxis i Stockholm, før de gik ombord på Viking Sally. Her blev de udsat for et brutalt overfald, mens de lå og sov på dækket. Han døde, mens hendes liv blev reddet. Privatfoto
 

Hendes klient nægter sig skyldig, men møder frivilligt op for at tage plads på anklagebænken, når retssagen starter mandag klokken ni.

- Vi mener ikke, at der er nogen beviser mod min klient, siger Martina Kronström, som ikke ønsker at fortælle om de detaljer fra politiets efterforskning, som hun har adgang til.

Hendes klient vil heller ikke forud for retssagen udtale sig.

- Det har vi frarådet ham, siger Martina Kronström, der ikke er alene om at repræsentere den 52-årige.

Han har nemlig også en dansk advokat, Henrik Hasseris Olesen, der ikke ønsker at stille op til interview.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter han dog, at hans klient møder frivilligt op til retssagen mandag i Finland, og at han 'imødeser retssagen med sindsro'.

Kendt af dansk politi
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er mellem 10 og 15 vidner tilsagt i sagen. Ifølge planen skal langt de fleste afgive forklaring via videolink på grund af corona-situationen.

Retssagen ventes at slutte fredag. Dog har man fastsat yderligere to datoer, i tilfælde af at sagen trækker ud.

Den 52-årige mand er langtfra ukendt af dansk politi. Som Ekstra Bladet tidligere har afsløret, har han tilbragt mere end en tredjedel af sit liv i fængsel, hvor han blandt andet har afsonet domme for dødstrusler mod sin ekskone og et millionrøveri.

Ét af mandens særkender er, at han flere gange har skiftet navn.