Datter sendte sms under masseskyderi: Bed for os

Terry Pettits datter var på arbejde i bygningen, da en bevæbnet mand begyndte at skyde

Terry Pettit har fået en sms-besked fra sin datter, der befinder sig i bygningen under skyderiet. (AP)

Der er meldinger om, at op mod 25 personer skulle være ramt af skud i San Bernardino i Californien, og op til 14 personer meldes dræbt.

Hændelsen fandt sted på Waterman Avenue i nærheden af Orange Show Road på Inland Regional Center i San Bernardino, et nonprofit dagscenter, der arbejder med handicappede.

Terry Pettits datter arbejder på handicap-centret, hvor episoden skete. Hun skrev en sms til sin far, der stod ude foran bygningen, da KABC talte med ham.

- Vores datter er derinde. Hun sendte en sms, hvori hun skrev, at der var en bevæbnet mand derinde. Hun mente, at han havde skudt 10-15 mennesker, siger Terry Pettit.

Han holder en pause for at trække vejret, før han med grådkvalt stemme fortsætter:

- Hun skrev til mig ' Skudepisode på mit arbejde, folk er blevet skudt, vi venter på politiet. Bed for os. Jeg er lukket inde på et kontor', fortæller Pettit.

(Screenshot) Krimi Masseskyderi i USA: 14 dræbt

Området ligger omkring en times kørsel øst for Los Angeles og det skete omkring klokken 11.00 lokaltid og omkring klokken 20.00 dansk tid.

Både brandvæsnet og politiet tweetede kort tid efter, at der havde været en skudepisode i San Bernardino.

På Inland Regional Centers hjemmeside skriver de, at der arbejder omkring 670 på centret.