KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En 31-årig mand sidder i dag tiltalt for at have skudt fyrværkeri mod politiet under en Men In Black-demonstration den 9. januar i København. Det var under den samme demonstration, at en kvinde for nylig blev idømt to års fængsel.
Den 31-årige er tiltalt efter den særlige corona-paragraf, og han risikerer derfor at få fordoblet sin straf, hvis han kendes skyldig.
Paragraffen handler om, hvorvidt 'lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark' .
Kendte ikke Men In Black
Ifølge den tiltalte, så kendte han hverken til Men In Black eller sympatiserede på nogen måde med deres holdninger. Indtil for nylig arbejdede han i et stormagasin, hvor han blandt andet sørgede for coronasikkerhed, og han havde efter eget udsagn ingen problemer med regeringens coronatiltag.
- Jeg opførte mig dumt og blev revet med af stemningen, sagde den 31-årige i retten.
Han fortalte, at han var kommet til København fra Fyn for at besøge nogle venner, og de endte tilfældigt til demonstrationen. Den 31-årige havde ikke selv medbragt romerlyset, men fik det fra en af demonstranterne. Han erkender at have antændt romerlyset, men at det dog aldrig var hans intention at ramme politiet
Skød flere gange mod politiet
En video fra episoden blev afspillet i retten, hvor man i følge anklageren ser den nu tiltalte skyde seks skud med et romerlys i retning mod politiet. Det sidste rammer en betjent på armen. Den forurettede betjent var indkaldt som vidne. Han huskede ikke den pågældende episode, men han kunne bekræfte, at det var ham, der blev ramt.
- Det føltes som en krigszone, sagde den forurettede betjent, da anklageren bad ham om at beskrive stemningen til demonstrationen
Der falder dom senere i dag.