Derek Chauvin kendt skyldig i drabet på George Floyd

Der er faldet dom i sagen, som gik verden rundt og førte til utallige demonstrationer

Tirsdag faldt der dom i sagen.

Tirsdag aften dansk tid er der faldet dom i sagen om amerikanske George Floyds død.

Polititbetjenten Derek Chauvin er ved domstolen i byen Minneapolis i Minnesota blevet kendt skyldig i alle tre anklagepunkter rejst mod ham, fremgår det af kendelsen, som blev læst højt i retten.

Strafudmålingen i sagen sker om otte uger. Du kan få et overblik over tiltalerne nederst i denne artikel.

Store protester
George Floyds død under en anholdelse i maj 2020 førte til enorme og utallige protester mod politivold og racemæssig ulighed i USA, men også i en lang række andre lande, herunder Danmark. 

Den tidligere betjent er hvid, mens George Floyd var sort.

Derek Chauvin havde sit knæ placeret på Floyds hals i omkring ni minutter i forbindelse med anholdelsen af Floyd, som fandt sted i Minneapolis.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Sådan så det ud, da Derek Chauvin knælede på Floyds hals. Privatfoto/videograb
Sådan så det ud, da Derek Chauvin knælede på Floyds hals. Privatfoto/videograb
 

Undervejs sagde Floyd flere gange, at han ikke kunne trække vejret. Det viste en videooptagelse af hændelsen, som senere gik verden rundt.

Derek Chauvin stod over for tre anklager: utilsigtet 'second degree murder', 'third degree murder'' og 'second degree'-manddrab.

Chauvins dom

Derek Chauvin er blevet kendt skyldig i alle tre tiltaler, der var rejst mod ham. Her er de:

  • Utilsigtet 'second degree murder'.

Den anklage, som kunne give Derek Chauvin den højeste straf, gik på såkaldt utilsigtet 'second degree murder'. Maksimumstraffen lyder på 40 år.

Utilsigtet 'Second degree murder' defineres i denne sag ifølge det amerikanske medie NPR ved, at man forårsager en persons død, mens man begår eller har til hensigt at begå en alvorlig kriminel handling ('felony', red.).

Chauvins alvorlige kriminelle handling bestod ifølge anklagen i overfald, hvor han ved uretmæssig brug af magt forårsagede alvorlige skader på Floyd.

Skulle Chauvin findes skyldig i dette punkt, krævede det ikke, at han havde til hensigt at dræbe. Det er ikke tilfældet i nogen af punkterne.

  • 'Third degree murder'.

Skulle Chauvin findes skyldig i 'third degree murder', krævede det, at han havde forårsaget en anden persons død 'ved at udføre en handling, der umiddelbart har udgjort en fare for andre, og ved at have udvist et moralsk fordærvet sindelag uden respekt for menneskeliv'.

Maksimumstraffen lyder på 25 år.

  • 'Second degree'-manddrab.

Skulle Chauvin findes skyldig i 'second degree'-manddrab, krævedes det, at han forårsagede en anden persons død ved en grad af strafpådragende 'uagtsomhed, der har skabt en unødvendig risiko' for andre. Her har den anklagede 'bevidst taget den risiko at forårsage død eller store skader på et andet individ'.

Den maksimale straf er ti år.

Kilde: NPR, Star Tribune/Ritzau