Det Hvide Hus i USA holder vågent øje med sagen om de fire amerikanske statsborgere, der fredag blev beskudt og kidnappet få minutter efter at have krydset grænsen fra USA til Mexico.
Det udtaler talskvinde Karine Jean-Pierre ifølge tv-stationen CNN.
- Vores tanker er med familierne til de fire forsvundne amerikanere, lyder det fra Karine Jean-Pierre.
Fire amerikanere kidnappet: FBI udlover dusør
Den amerikanske ambassade i Mexico kunne søndag oplyse, at fire personer fredag var blevet kidnappet tæt på grænsen og kørt væk fra stedet i et andet køretøj.
Siden har ingen hørt fra dem.
'Den 3. marts 2023 krydsede fire amerikanske statsborgere ind i Matamoros, Tamaulipas, i en hvid minivan med North Carolina-nummerplader. Kort efter at have krydset grænsen skød uidentificerede, bevæbnede mænd passagererne i køretøjet. De bevæbnede mænd drev de fire amerikanske borgere ind i et andet køretøj og flygtede fra stedet med dem', oplyste ambassaden.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om tre mænd og en kvinde. Yderligere oplysninger om deres alder og identitet er ikke offentliggjort.
En uskyldig mexicansk statsborger blev dræbt i skyderiet.
Udlover dusør
USA's ambassadør i Mexico, Ken Salazar, udtaler, at sagen har 'højeste prioritet'.
- Der er intet, der har højere prioritet for os end amerikanernes sikkerhed, udtaler han ifølge Reuters.
FBI håber, at hjælp fra offentligheden kan føre til en opklaring i sagen. Af samme årsag udloves der en dusør på 50.000 dollars, svarende til cirka 350.000 kroner, for oplysninger, der kan føre til, at amerikanerne kommer sikkert hjem, eller at de ansvarlige gerningsmænd bliver anholdt.
Drabelige sammenstød
Ifølge avisen The Washington Post er byen Matamoros hjemsted for lokale narkokarteller, og der er ofte drabelige sammenstød i byen.
Af samme grund fraråder amerikanske myndigheder deres statsborgere at rejse til området.