Det sker der når du råber 'corona' efter politiet

To gange på få dage har Retten i Aarhus varetægtsfængslet sigtede for at hoste betjente op i ansigtet og råbe corona

Politiet har tidligere været ude og advare danskerne om konsekvenserne ved at bryde coronarestriktionerne. Video: Ritzau Scanpix

Et host efterfulgt af udbruddet 'CORONA' er en alvorlig sag, når det sker over for politibetjente.

Det slog Retten i Aarhus tirsdag fast for anden gang på få dage, da en 50-årig mand blev varetægtdsfængslet i fire uger.

Der er nemlig tale om trusler under skærpende omstændigheder. Og selv om nogen måske vil have opfattelsen af, at den slags ikke er så alvorligt endda, så slog retten fast, at det er det.

Det er anden gang på få dage, at det sker i Aarhus. Første gang var i søndags, hvor en 20-årig mand gjorde nøjagtig det samme, efter at den bil, han sad i, blev standset til et rutinetjek. Han blev også varetægtsfængslet i fire uger. Fængslingskendelsen blev kæret, men Vestre Landsret mente, det var så alvorligt, at varetægtsfængslingen blev stadfæstet.

Advokaturchef hos Østjyllands Politi, Sine Cully, fortæller til Ekstra Bladet, at det er den helt ekstraordinære situation, som Danmark og hele verden står i, som er årsag til, at politiet vælger at slå hårdt ned på det, der måske af nogen opfattes lidt spøgefuldt.

- Vi tager det meget alvorligt hos Østjyllands Politi. Politimænd går på arbejde hver dag for at løse samfundsmæssige opgaver til gavn for os allesammen. Når man hoster meget tæt på en politimand og samtidig siger, at man har corona, så er det vores vurdering, at der er tale om trusler og skærpende omstændigheder set i lyset af den situation, vi i øjeblikket står i i Danmark, siger Sine Cully.

Sine Cully ved ikke, om der andre steder i landet skulle være udtalte problemer med corona-trusler. Hun håber på, at der ikke er tale om en begyndende tendens.

- Jeg håber, borgerne tager situationen lige så seriøst, som vi gør i Østjyllands Politi. Vi er interesserede i at sende et signal om, at sådan en adfærd er helt uacceptabel, navnlig i en situation, hvor truslerne retter sig mod politifolk, der går på arbejde for at passe på os alle sammen i denne helt ekstraordinære situation, siger Sine Cully.

Både den 20-årige og den 50-årige mand nægtede sig skyldige under grundlovsforhørene.

Almindelige trusler efter straffelovens §119 giver typisk omkring 30-40 dages fængsel. Men i de konkrete sager har retten vurderet, at de to sigtede skal idømmes mindst 60 dages fængsel i tilfælde af, at der på et tidspunkt falder dom.