KØBENHAVNS BYRET: I forvejen er han dømt fire gange for at bryde indrejseforbud - i dag kunne Django Levakovic så føje yderligere en dom til listen over brudt indrejseforbud.
Ved dagens retsmøde blev han idømt et år og fire måneders fængsel samt udvisning på 12 år.
Det sidste er uden reel betydning, for tilbage i 2015 blev Django Levakovic, der er kroatisk statsborger ved Højesteret udvist af Danmark for bestandigt.
Faldt i søvn i tog
Denne femte gang brød han indrejseforbuddet 23. februar i år:
- Jeg bor i Sverige, og jeg faldt i søvn i toget. Jeg ville ellers være stået af på Hyllie (sidste svenske station inden Øresundsbroen, red.), forklarede den 49-årige Django ved dagens retsmøde. Han var iklædt blå overtræksbukser samt en rød skovmandsjakke.
Ud over to betjente og Ekstra Bladets repræsentant var der ingen til stede i det lille retslokale.
- Jeg ville egentlig være kørt tilbage, men jeg skulle tisse, og jeg ville også lige ryge en joint, forklarede han endvidere.
Kort efter blev han anholdt på Halmtorvet, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Dommeren godtog ikke den forklaring:
- Du burde have vidst det, lød det fra hende.
Fuckfingre
De tidligere domme for indrejseforbud blev også kort berørt:
- Jeg er selv i tvivl om, hvor længe jeg har indrejseforbud, forklarede han.
- Den fra Højesteret står fast, lød det fra dommeren.
Django Levakovic udbad sig betænkningstid i forhold til, om han han anke dommen. Ved tidligere retssager, som Ekstra Bladet har dækket, har han ikke været tilfreds med, at pressen har været til stede. Blandt andet har han sendt en serie af fuckfingre i Ekstra Bladets retning.
Ved dagens retsmøde forholdt han sig i ro. Dog vendte han sig om og gnæggede hæst:
- Hæhæhæhæh, lød det i retning af Ekstra Bladets reporter, efter at dommen var afsagt.
Ekstra Bladet har gennem årene dækket Django Levakovics kriminelle løbebane. Her er et udsnit af tidligere artikler om hans gøren og laden:
Udvist Levakovic kommer retur igen og igen
Anholdt: Udvist Levakovic tilbage i Danmark
Berygtet seriekriminel dømt igen-igen: Gav Ekstra Bladet fingeren
Udvist Levakovic tiltalt igen: Smed sin frokost i hovedet på betjent