RETTEN I HOLBÆK (Herfølge): Fem mænd er mandag kendt skyldige i dobbeltdrab, drabsforsøg og våbenbesiddelse i bandemiljøet.
En person blev frifundet under dissens.
Mændene fortrak ikke en mine, da skyldkendelsen blev oplæst i retten, men der lød tunge suk fra de pårørende på tilhørerpladserne.
Det var 17. november 2020 ved 18-tiden, at tre unge mænd blev lokket i baghold og fanget i et voldsomt skyderi. To af mændene mistede livet, mens en tredje mirakuløst overlevede.
Retten lagde til grund, at skyderiet var kulminationen på en konflikt mellem Loyal To Familia (LTF, red.) og en gruppering, der på gerningstidspunktet gik under navnet Sydkystgruppen.
Der blev blandt andet lagt vægt på, at mændene var tilknyttet bandemiljøet, kommunikation fundet på krypterede telefoner, dna-beviser og videoovervågning.
Under retsformandens gennemgang af skyldkendelsen kaldte han mændenes forklaringer under sagen for utroværdige og konstruerede.
Tre dommere og fire nævninge frikendte - med henvisning til de meget høje beviskrav i en straffesag - en af de tiltalte, da der ikke var tekniske beviser for, at han kunne knyttes til en krypteret telefon.
Hævn
Konflikten startede, da et medlem af LTF to uger før skyderiet blev kidnappet og udsat for grov mishandling.
Under sagen har anklager Anja Lund Liin fremlagt kommunikation fra krypterede telefoner, som retten fandt var tilstrækkeligt bevis for, at en af de tiltalte var med under skyderiet.
’Ha, ha, ha bror, dræbte tre mand. Vi har vores hævn', lød det i en besked afsendt kort efter drabene.
’Jeg dræbte tre. Jeg tog tre ligesom i Counter-Strike.’
Anklagemyndigheden kræver livstid til de fem mænd og mener, at tre af dem også skal udvises af Danmark.
To andre mænd er tiltalt i sagen, deres sag er berammet til foråret 2023.
Yderligere to mænd er sigtet og fængslet in absentia. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger opholder de sig i udlandet.
Læs også denne om LTF:
Fra fars dreng til bandeboss: Sådan blev 'Shebi' til LTF's 'El Presidente'
Opdateres ...
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Spansk politi opsnappede sidste år en stor forsendelse hakkede tomater på vej til Danmark, der indeholdt 780 kilo hash. Hør mere om sagen i 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app