Den mand der tidligere torsdag faldt ned fra Møns Klint, er torsdag aften død.
Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Torsdag har politiet været tilstede ved Møns Klint i forbindelse med at en ilde tilredt mand blev fundet på stranden nedenfor klinten. Han er angiveligt faldet ned, og har pådraget sig så slemme skader, at han her til aften er afgået ved døden.
- Umiddelbart vurderer vi, at det er faldskaderne, som er årsag til, at manden er afgået ved døden, siger Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.
Det er endnu uklart, om der er foregået noget kriminelt i forbindelse med mandens fald.
- Der er ikke noget, som tyder på en forbrydelse, men vi holder fortsat alle muligheder åbne, siger Lars Denholt.
- Hvis der er nogen, som savner en ældre mand, så må man gerne ringe til politiet på 114, siger Lars Denholt.
Manden endnu ikke identificeret
Politiet kan her til aften ikke fortælle mere om manden eller omstændighederne - men et ligsyn i morgen giver forhåbentligt politiet en afklaring på dødsårsag, og flere svar omkring mandens identitet.
- Der er ligsyn i morgen, hvor vi håber at have flere oplysninger om hvem manden er, og hvad der er årsag til hans død, siger Lars Denholt.