Dødsbilist med tårnhøj promille: 'Jeg har drukket 12 øl'

En 29-årig mand erkender at have påkørt og dræbt en 11-årig pige, efter at han - ifølge egen forklaring til politiet - havde drukket 12 øl

En 29-årig mand er lørdag varetægtsfængslet for at have påkørt og dræbt en 11-årig pige på Lolland, efter han angiveligt havde drukket 12 øl. Alkometeret viste en promille på 2,02.

Det oplyser senioranklager Christina Gregersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politiet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor den 29-årige mand blev varetægtsfængslet indtil 12. maj.

Den 11-årige pige blev kørt ned for øjnene af sin familie fredag aften, og bilisten stak efterfølgende af. Da politiet fandt frem til den 29-årige mand, erkendte han påkørslen og fortalte, at han havde drukket 12 øl, oplyste anklageren.

Der er lagt blomster og stillet lys ved det sted, hvor den 11-årige pige blev kørt ned. Foto: Per Rasmussen
Der er lagt blomster og stillet lys ved det sted, hvor den 11-årige pige blev kørt ned. Foto: Per Rasmussen

'Fortjener hårdeste straf'
Den 29-årige mand var iført hvid t-shirt, joggingbukser og badesandaler i retten, hvor han mest sad med foldede hænder og kiggede ned. Han erkendte sigtelsen via sin advokat, men ville ikke selv udtale sig i retten.

Da han blev anholdt fortalte den 29-årige til betjentene, at han havde kørt en ned, og han 'fortjente den hårdeste straf', oplyste anklageren under grundlovsforhøret.

Politiet ransagede senere den 29-åriges bil, hvor de fandt flere tomme øldåser og pizzabakker.

Lyserød cykelhjelm
Anklageren fortalte, hvordan den 11-årige pige kørte stille og roligt i den rigtige side af vejen, da hun blev ramt af en varevogn. Pigens cykel blev knust, og på ulykkesstedet lå hendes lyserøde cykelhjelm og sko.

Den 11-årige pige døde senere af sine kvæstelser lørdag morgen på Rigshospitalet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Varevognen fik smadret forruden, så en modkørende senere måtte undvige en mand, der kørte med hovedet ud af vinduet i førersiden, fortalte anklager Christina Gregersen.

Den 29-årige er sigtet for fire forhold. Det drejer sig om uagtsomt manddrab, flygte fra gerningsstedet, spirituskørsel og udsætte andre for fare ved at køre fra stedet med en knust forrude i den modsatte køreretning.

Øjenvidne: Familien var på tur
Både far, mor, lillebror og familiens hund var med på aftenturen nær Maribo på Lolland, da bilisten kørte pigen ned og stak af, oplyser et øjenvidne, som ikke ønsker sit navn frem.

- Familien var ude at gå tur med hunden, da vanvidsbilisten rammer pigen, som sammen med sin lillebror er i den ene side af vejen, fortæller øjenvidnet.

Kørt ned i byzone
Pigens forældre gik ifølge øjenvidnet i den venstre side af vejen, mens børnene cyklede med hjelme på inde i rabatten på den modsatte side.

- Man kan se på hjulsporene, at de var inde i rabatten. Det er en byzone, så man må kun køre 50 kilometer i timen, men bilisten kan ikke have overholdt fartgrænsen, siger øjenvidnet.

To naboer ydede angiveligt førstehjælp på pigen, mens både politi, ambulance og til sidst lægehelikopter ankom til ulykkesstedet.

Politiet fik en anmeldelse om ulykken på Skelstrupvej i Hunseby klokken 20.19.

En landsby i chok flager på halv, efter en 11-årig pige blev kørt ned og dræbt af en flugtbilist. Foto: Per Rasmussen.
En landsby i chok flager på halv, efter en 11-årig pige blev kørt ned og dræbt af en flugtbilist. Foto: Per Rasmussen.
 

Efter påkørslen stak bilisten af fra stedet, men nogle vidner gav politiet en beskrivelse af bilen. Kort tid efter fandt man en tilsvarende bil på en ejendom ikke langt derfra.

Mange kører for stærkt
Strækningen ved ulykkesstedet er kendt for bilister, der kører alt for stærkt, oplyser Jack Topp, der bor i nærheden og har oplevet fire alvorlige ulykker.

- Det var planen, at der skulle være en rundkørsel, men det blev aldrig til noget. De må lave nogle chikaner eller noget, for det er jo helt sindssygt, fortæller han.

Beboer i området Jack Topp mener, at der skal ske noget, da alt for mange kører alt for stærkt på strækningen, hvor den 11-årige blev kørt ned. Foto: Per Rasmussen.
Beboer i området Jack Topp mener, at der skal ske noget, da alt for mange kører alt for stærkt på strækningen, hvor den 11-årige blev kørt ned. Foto: Per Rasmussen.
 

- Der skal ske noget, og det er synd, at der skal ske noget så tragisk, før der forhåbentlig bliver lavet noget om. Der er mange børn i området, siger Jack Topp.