Dødsbrand på Møn opstod i el-installation

Brand på bosted, som onsdag kostede en person livet, var ikke påsat

Dødsbrand på Møn opstod i el-installation

Det var en el-installation, der var skyld i den brand, der onsdag kostede en person på et bosted på Møn livet.

Det har politiets teknikere konstateret efter gårsdagens undersøgelser på stedet.

- På baggrund af de undersøgelser, vi har foretaget sammen med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, kan vi konkludere, at branden er opstået i el-installationen omkring en stikkontakt i køkkenet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse.

- Der er dermed ikke belæg for at antage, at der ligger en kriminel handling bag, fortsætter han.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen
 

Den person, der døde under branden, er fortsat ikke endeligt identificeret, men politiet formoder, der er tale om en ansat på stedet.

Meldingen om branden på Kernen, som bostedet hedder, ved Hårbølle indløb lidt efter klokken 05.00 onsdag morgen. Det var en nabo, der slog alarm.

Jesper Kronborg, der er leder af Fællesskabet Fanefjord Fond, som bostedet hører under, fortæller til Ekstra Bladet, at de har taget hånd om de unge på bostedet.

- Der bliver foretaget genhusning, og de unge har modtaget individuel psykologhjælp og -behandling, og det er jævnfør vores beredskabsplan, som er trådt i kraft, siger han.

- Der er mange ting, jeg ikke kan eller vil sige noget om, fordi der er mange ting, vi lige skal have styr på, afslutter lederen.