To mænd på 18 år og en et år ældre kammerat er i forbindelse med afhøringer hos politiet blevet sigtet for uagtsomt manddrab, og de ventes alle tre i dagens løb at blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København.
Det bekræfter Lars-Ole Karlsen, vicepolitiinspektør i Københavns Politi.
De tre anholdte teenagere befandt sig efter politiets opfattelse i den mørke bil af mærket Mercedes, der natten til søndag ramte en 21-årig fodgænger udfor Vestergårdsporten på Borups Allé.
Lars-Ole Karlsen bekræfter de faktiske oplysninger, men vil ikke på nuværende tidspunkt belyse omstændighederne omkring ulykken nærmere.
En tragisk ulykke
Han ønsker heller ikke at oplyse, om der kan være kørt med for høj hastighed.
Overfor medierne har Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi, tidligere forklaret, at der formentlig var tale om en tragisk ulykke, hvor den nu afdøde mand bevægede sig ud på kørebanen.
Det er uklart, hvem der førte bilen på ulykkestidspunktet. De tre nu sigtede mænd var ifølge vagtchefen et kort øjeblik væk fra bilen efter kollisionen.
Københavns Politi modtog den første anmeldelse om ulykken klokken 01.22. Ekstra Bladet erfarer, at redningsfolk på stedet måtte opgive at redde trafikofrets liv.