23-årige Mohamed Abdighani Ali - med tilnavnet 'Makelele' - blev i juli idømt fængsel på livstid og udvisning af Danmark for drabet på to rivaliserende bandemedlemmer på en parkeringsplads i Herlev i juni 2019.
Men den 23-årige formodede bandeleder fra Dødspatruljen vil ikke udvises til Sverige. Det skriver Expressen, der citerer en ny dom fra Forvaltningsretten.
Ifølge avisen kræver Mohamed Abdighani Ali at blive i Danmark, og efterfølgende vil han deporteres til Somalia.
Bandelederen har selv udtalt, at 'det er forbundet med en overhængende fare', og at der er 'en trussel mod ham i Sverige'. Derfor har han nu opsagt sit svenske statsborgerskab.
I alt blev fem svensk-somaliske bandemedlemmer ved Østre Landsret dømt for dobbeltdrabet. Tre mænd i 20'erne fik livstid, mens de to yngste, der begge var 17 år på gerningstidspunktet, blev idømt fængsel i 16 år.
Det fremgår ikke, hvordan de øvrige på nuværende tidspunkt forholder sig til udvisningen.
Dobbeltdrabet i Herlev var en del af en årelang bandekrig mellem Dødsptruljen og Shottaz. Konflikten startede efter et fejlslået røveri i 2015 og et efterfølgende drab, der delte en gruppe af barndomsvenner i to lejre.
Senest har Ekstra Bladet afsløret, at Dødspatruljen nu har etableret sig i Danmark, hvor de danner parløb med Loyal To Familia.
Kort efter afsløringen blev en 22-årig, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger er tilknyttet Dødspatruljen i København, fængslet for drab og drabsforsøg i Sverige. Ofrene havde begge tilknytning til grupperingen Shottaz.