Dømt morder dyrkede seksuelle rollespil med kronvidne

Claus Stokholm er dømt for drabet på 'bøssegangsteren' Henrik Haugberg tilbage i 2010. Dommen blev stadfæstet uden fund af lig eller dna-spor

Birgitte Mørup Rasmussen blev kendt i medierne som 'Pulverheksen' efter at have sendt 'pulverbreve' til prominente personer som Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsen og USA's tidligere præsident Barack Obama.

Men hendes tur i medierne sluttede ikke der.

Det var nemlig Birgitte Mørup Rasmussens forklaringer til politiet, der resulterede i anholdelsen af hendes daværende mand Claus Stokholm, der senere blev dømt for at være bestilt til at dræbe 'bøssegangsteren' Henrik Hauberg med en revolver.

Drabet skulle være begået efter aftale med Henrik Haubergs mand Bo Madsen, der betalte Claus Stokholm med kontanter og ejendomme for at udføre mordet.

Claus Stokholm fortæller i dokumentaren 'Drabet uden lig', som sendes på TV2, at ekskonen har fundet på hele historien, fordi de to dyrkede seksuelle rollespil, hvor de 'slog folk ihjel'.

Claus Stokholm mener, at hans ekskone har brug for hjælp. Han har aldrig fortalt hende noget om det drab. Foto: TV2
Claus Stokholm mener, at hans ekskone har brug for hjælp. Han har aldrig fortalt hende noget om det drab. Foto: TV2

Detaljerede sex-lege
Ifølge Claus Stokholm, der fik en dom på 15 år for drabet, har 'Pulverheksen' kunnet udtænke sine forklaringer, fordi de to tit havde detaljerede sex-lege omkring netop drab.

- Birgitte skulle af med nogle frustrationer. I forbindelse med det har vi slået 50-60 mennesker 'ihjel', fortæller han i dokumentaren.

- Vi finder hurtigt ud af, at jeg kan støtte hende med de her frustrationer igennem rollespil. Det virker opstemmende på hende, men også på mig i starten, det vil jeg da gerne indrømme, siger han.

Generelt sår den tidligere narkodømte, og nu formodede lejemorder, tvivl om sin ekskones mentale tilstand.

- Jeg bliver vred over, at hun kan finde på at sige det. Birgitte har nogle problemer, hun er en syg kvinde, og hun prøver at få opmærksomhed, siger han.

Kunne fortælle alt
Men ifølge Birgitte Mørup Rasmussen er der ingen tvivl om, at hendes eksmand har slået 'bøssegangsteren' Henrik Haugberg ihjel for 100.000 kroner tilbage i 2010.

- Vi havde et meget ligeværdigt forhold. Han var glad for, han endelig havde fundet en, hvor han kunne fortælle alt, fortæller hun i dokumentaren og fortsætter.

- Jeg spørger Claus, efter jeg har set Station 2 programmet om eftersøgningen af Henrik, om det var ham, der havde gjort det, og han siger ja, det var det, siger hun.

Angiveligt skulle Claus Stokholm have fortalt sin daværende kone, at han havde fået en 'grim' opgave.

- Han siger, han har fået en 'cutter' opgave, og at det er en opgave, hvor man skal partere en person. For ham var det bare et arbejde, han udførte, forklarer hun.

Birgitte Mørup Rasmussen blev kendt som 'Pulverheksen' - og hendes eksmand mener, at hun har fundet på alle sine forklaringer, fordi hun er syg. Foto: TV2
Birgitte Mørup Rasmussen blev kendt som 'Pulverheksen' - og hendes eksmand mener, at hun har fundet på alle sine forklaringer, fordi hun er syg. Foto: TV2

'Hun skal have hjælp'
Bo Madsen, som også er dømt for mordet på sin daværende mand og samlever Henrik Haugberg, mener ikke, at man skal tage Birgitte Mørup Rasmussens forklaring for gode varer.

- Jeg mener jo, at hun skal have hjælp, fortæller han.

- I starten tænkte jeg: 'sikke noget vrøvl', og i starten var jeg vred, men der er jo noget psykisk galt, siger han i dokumentaren.

Claus Stokholms advokat Ole Madsen mener også, at Birgitte Mørup Rasmussen har opfundet historien.

- Claus og hende har talt meget om drab, ikke kun på Henrik, og jeg tror, hun har svært ved at skelne fakta fra fantasi. Hun har haft forestillinger om virkeligheden, som der ikke er hold i, forklarer han.

Anden del af dokumentaren kan ses på TV2 torsdag klokken 20.00