Dømt morder fanget efter 50 års flugt

Takket været et fingeraftryk er en flugtfange endelig fanget efter at have været forsvundet i et halvt århundrede

Moses blev for 50 år siden dømt for mord. Foto: FBI
Moses blev for 50 år siden dømt for mord. Foto: FBI

Den dømte morder Leonard Rayne Moses er blevet anholdt af FBI efter næsten 50 års flugt i USA.

Det skriver ABC News.

Han blev fanget torsdag i sit hjem i Michigan, og det er takket være forbedret aflæsning af fingeraftryk, at det lykkedes FBI at pågribe Moses.

Siden sin flugt har han nemlig dækket sig under navnet Paul Dickson, men hans fingeraftryk er endnu det samme. Og da han i oktober blev anholdt for en anden forseelse, indgik hans fingeraftryk i systemet, og pludselig var der et match.

'Det er disse nye fremskridt i teknologien, der gør, at FBI kan blive ved med at identificere gerningsmænd og sørger for, at dem, der begår noget kriminelt, kommer for en dommer,' lyder det i en pressemeddelelse fra FBI.

Sådan så Moses ud, da han stak af. Foto: Ritzau Scanpix
Sådan så Moses ud, da han stak af. Foto: Ritzau Scanpix
 

Kastede molotovcocktail
Leonard Rayne Moses blev anholdt i 1968, da han under demonstrationerne i kølvandet på drabet på Martin Luther King Jr. kastede en molotovcocktail mod et hus.

I huset boede en kvinde, der senere døde af de voldsomme brandsår, som hun fik som følge af branden, der opstod i huset.

Dengang 16-årige Moses blev idømt en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse. Men alligevel formåede han at flygte.

Det skete i 1971, da han til sin bedstemors begravelse stak af, og han har siden da levet med en anden identitet.