KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En midaldrende irakisk mand blev fredag idømt tre år og seks måneders ubetinget fængsel og udvist for bestandigt.
Manden var flankeret af en tolk, da dommeren læste afgørelsen op på baggrund af de uhyrligheder, hun og de to domsmænd havde lagt ører til.
Offeret, der i dag er voksen og PTSD-ramt, blev udsat for anden kønslig omgang end sex, fra hun var otte år, og voldtaget mindst to gange fra hun var 11 år.
Overgreb på overgreb
Da offeret var otte år, blev den dengang 30-årige mand præsenteret som moderens nye kæreste.
I en lille lejlighed i hovedstadsområdet, og når moderen sov eller var ude, involverede den voksne mand sin steddatter i sine dybt perverterede og kriminelle lyster, der gentagne gange endte med, at han fik udløsning ud over hendes mave eller ryg. I retten erindrede hun grædende følelsen af den varme sæd.
Overgrebene fortsatte i familiens nye hus, hvor pigens halvsøskende blev født.
Kvinden har detaljeret forklaret politiet, hvordan stedfaderen sommetider satte hendes lange hår fast til gavlen i pigeværelsets køjeseng, når han forgreb sig på hende.
Det mest frygtelige var dog de gange, hvor den mand, hun kaldte far, voldtog hende, mens hun græd af smerte.
Fældet af telefonsamtale
Årerne gik, og først i 2021 delte hun uhyrlighederne med andre end sin stedfar.
På et krisecenter indviede hun en ansat i sine mentale traumer og besluttede, at manden ikke skulle slippe af sted med sine overgreb på det lille sårbare barn, hun var.
Hun konfronterede ham telefonisk og optog samtalen, der, sammen med hendes forklaring, var nok til at overbevise retten.
Forsvareren udbad på vegne af sin klient betænkningstid i forhold til dommen.