Dom: 15 års fængsel

Flere er under anklage i stor narkosag. En 29-årig mand har nu tilstået og fik torsdag 15 års fængsel

Følg Krimi

En 29-årig mand er torsdag idømt 15 års fængsel i en stor sag om handel med kokain og andre stoffer, oplyser anklager Rasmus von Stamm.

Dommen er faldet i Københavns Byret, hvor den 29-årige Andreas Emil Damm Munch aflagde tilståelse i sagen, som politiet har navngivet efter en af guden Odins ravne: 'Operation Hugin'.

- Han er dømt for 85 kilo kokain, ti kilo amfetamin og 79 kilo hash, fortæller Rasmus von Stamm fra anklagemyndigheden under politiets efterforskningsafdeling Særlig Efterforskning Øst.

Andreas Munch mente, at straffen på 15 års fængsel var for høj, og han valgte derfor at anke dommen til Østre Landsret. Anken angår kun straffens længde, eftersom han har tilstået sin rolle i sagen.

'Operation Hugin' er mundet ud i flere straffesager. I sagen, hvor Andreas Munch er tiltalt, er to andre mænd også under anklage. En af dem har relation til en kriminel gruppering. Det har politiet tidligere oplyst.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at der skal være tale om rockergruppen Satudarah.

Sagen mod de to andre begynder til januar i Københavns Byret. Andreas Munch skulle efter planen også have været en del af den sag, men han har altså valgt på forhånd at krybe til korset og tilstå.

Derudover er der rejst tiltale i en anden sag, som behandles på Retten ved Frederiksberg, og sideløbende er der også en sag mod to, som menes at have håndteret pengebeløb fra narkohandlen.

Derudover er der en række mindre sager, som udspringer fra efterforskningen. Så sent som onsdag i denne uge blev to personer anholdt. Den ene i København, den anden i Spanien.

De menes at have indsmuglet og besiddet 27 kilo kokain. Den ene af mændene er en tidligere topfigur i en bandegruppering i Københavnsområdet. Han er imidlertid beskyttet af et navneforbud, så det er ikke tilladt at komme nærmere ind på hans identitet.

Rasmus von Stamm fortæller, at Andreas Munch efter anklagemyndighedens opfattelse har haft en rolle i narkoorganisationen, som beskrives som 'løber'.

- Det vil sige, at han har håndteret stoffer og penge og transporteret dem fra ét sted til et andet. Vi har haft en opfattelse af, at han har haft en central rolle, men der er ikke tale om en bagmand, lyder det fra anklageren.

Den formodede bagmand, manden med banderelationer, er på anklagebænken, når Københavns Byret bliver sat til januar. Ved den lejlighed vil den 29-årige muligvis skulle indkaldes som vidne.

- Nu har han anket sagen. Men hvis hans sag når at blive afgjort i landsretten inden da, skal han afgive forklaring under vidneansvar, siger Rasmus von Stamm.

Det betyder, at han både vil have pligt til at svare på anklagemyndighedens spørgsmål, og han har pligt til at svare sandt. Indtil nu har han som tiltalt ikke været underlagt den pligt. Og det har han benyttet sig af.

- Han har ikke villet udtale sig om andres rolle i sagen, men det ville han skulle, hvis hans sag når at blive endelig afgjort, lyder det fra anklageren.

Seneste nyt

Hvorfor må Michael Dyrby blive?

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.