Dom: Dødsvold koster to mænd fængselstraffe

Fatalt knivstikkeri på 52-årig efter skænderi om hashgæld, koster to 29-årige mænd fra Holbæk henholdsvis syv og fire et halvt års fængsel

Dom: Dødsvold koster to mænd fængselstraffe

Politiet arbejder på stedet, hvor den hårdt sårede mand blev fundet. Video: Per Rasmussen

Mandag morgen frikendte et enigt nævningeting de to 29-årige mænd Andreas Toni Vestergaard og Theis Heltborg Nielsen for manddrab, og kendte dem i stedet skyldige i grov vold med døden til følge og medvirken hertil.

Mandag eftermiddag faldt så dommen. Andreas Toni Vestergaard blev af Retten i Holbæk idømt syv års fængsel for at have stukket det 52-årige offer Christian Flesborg flere gange med en kniv, mens hans fætter og medgerningsmand Theis Heltborg Nielsen blev idømt fire et halvt års fængsel for at have medvirket til dødsvolden.

Det skriver sn.dk.

Drabet foregik på åben gade på Lindevej i Holbæk. Foto: Per Rasmussen
Drabet foregik på åben gade på Lindevej i Holbæk. Foto: Per Rasmussen
 

Opgør om hashgæld
Andreas Toni Vestergaard har i retten fortalt, at han solgte hash for offeret, der var venner med hans forældre, og havde i den forbindelse en hashgæld.

Det var kommet Christian Flesborg for øre, at Andreas Toni Vestergaard i stedet for at betale sin gæld havde købt store mængder piller og amfetamin, hvilket fik den 52-årige til at ringe og true Vestergaard flere gange 9. juni om formiddagen, inden han dukkede op på Lindevej med en ratlås i hånden.

Følte sig truet
Ifølge ham selv, følte Andreas Toni Vestergaard sig truet af den ældre mand, og han medbragte derfor en kniv med ned på gaden, hvor han gik sit offer i møde. Theis Heltborg Nielsen gik med ned, og her blev Flesborg jagtet inden han blev angrebet. 

Det har TV2 ØST og sn.dk tidligere beskrevet.

Offeret var efter knivstikkeriet hårdt såret, og blev hentet i lægehelikopter, men hans liv stod ikke til at redde.

Obduktionen viste efterfølgende, at han døde af seks knivstik i maven og i benene.

Det var ikke nødværge
Andreas Toni Vestergaard har erkendt at have stukket Christian Flesborg to gange i benene i nødværge, fordi han var bange. En forklaring retten har forkastet ifølge dagens afgørelse.

Det fremgår at nævningetinget finder Andreas Toni Vestergaard skyldig i at have tildelt offeret flere knivstik, end hvad han har erkendt, og voldens grovhed, og det forhold at de to mænd jagtede offeret, skærper straffen.

Det er dog ifølge afgørelsen formildende, at de to unge mænd var ophidsede efter Christian Flesborg havde udstukket trusler, og for Theis Heltborg Nielsens er det også formildende, at han ikke selv stak offeret.
I skærpende retning for ham, lægger retten dog vægt på, at han i første omgang også blev set komme ned på gaden med en kniv i hånden, og at han deltog i jagten.

Efter drabet blev der lagt blomster ved stedet, hvor den 52-årige blev angrebet med kniv. Foto: Aleksander Klug
Efter drabet blev der lagt blomster ved stedet, hvor den 52-årige blev angrebet med kniv. Foto: Aleksander Klug
 

Forsvarsadvokat: Tilfredsstillende
Strafudmåling lå under det niveau anklager Maria Jepsen havde håbet på.
Hun havde efter skyldkendelsen procederet for at den grove vold med døden til følge skulle takseres med ni års fængsel til Vestergaard og medvirken skulle give Theis Heltborg Nielsen otte års fængsel.

Umiddelbart er Jesper Storm Thygesen, forsvarsadvokat for Theis Heltborg Nielsen, tilfreds, fortæller han Ekstra Bladet.
- Min klient gik efter fuldstændig frifindelse, men det er selvfølgelig tilfredsstillende, at min klient ikke bliver kendt skyldig i drab, og at han også kun er dømt for medvirken. Han fremhæver at de nu vil tænke over, hvorvidt de vil anke dommen til landsretten.

Andreas Toni Vestergaard har ligeledes udbedt sig 14 dages betænkningstid.