Dom: Knivangreb var drab

20-årig mand tiltalt for at dræbe en 29-årig socialpædagog er netop dømt til psykiatrisk anbringelse uden længstetid

Yamma Ahamadzai blev dræbt, mens han var på arbejde. Han blev 29 år. Foto: privat
Yamma Ahamadzai blev dræbt, mens han var på arbejde. Han blev 29 år. Foto: privat

RETTEN I HOLBÆK (Ekstra Bladet): Det var drab, da Yamma Ahamadzai mistede livet efter et knivangreb på bostedet Ørbækskilde 30. december 2020, hvor han arbejdede som socialpædagog.

Det er netop afgjort af en enig domsmandsret ved Retten i Holbæk.

Den 20-årige mand på anklagebænken var tiltalt for drab, men havde kun erkendt vold med døden til følge.

Han var beboer på Ørbækskilde, da han lider af paranoid skizofreni.

Ikke egnet til straf
Retten valgte dermed at følge anklagemyndighedens påstand om, at den 20-årige måtte have indset at knivstikkene kunne føre til, at det 29-årige offer afgik ved døden.

På grund af den dømtes psykiske lidelser vurderede retten, at han ikke var egnet til almindelig straf, og han er derfor idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Ulmende konflikt
Tilhørerpladserne var fyldt med en blanding af offeret og gerningsmandens familie, da retsformanden afsagde dommen.

Den 20-årige mand var iklædt en bordeaux-farvet sweatshirt og stirrede på sine hænder, der var foldet på bordet foran ham, da retsformanden forklarede, at de dybe stik Yamma havde fået tildelt i brystkassen, var en af grundene til, at retten fandt ham skyldig i drab.

Ville ramme armene
Under retssagen har den unge mand forklaret, at han i månedsvis havde konflikter med den 29-årige Yamma Ahamadzai inden drabsdagen.

Han var derfor begyndt at have en sprinkniv på sig, når Yamma var på arbejde, og det var den, han angreb Yamma med, efter at Yamma skubbede til ham under en diskussion om kørsel til coronatest.

Gerningsmanden har selv forklaret, at han prøvede at ramme sit offers arme, men obduktionen viste, at flere knivstik havde ramt Yamma dybt i brystet.

Drab udløste påbud til bosted:

Bostedet, hvor Yamma Ahamadzai var ansat og den på det tidspunkt 19-årige mand var beboer, oplyste efter drabet i en redegørelse til Socialtilsyn Øst, at gerningsmanden mand havde været ophidset og vred kort inden knivstikkeriet.

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg rejste efterfølgende en række spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (S) omkring omstændighederne.

Det fremgår af ministerens svar, at Yamma Ahamadzai var alene på arbejde med beboeren den dag.

Efter drabet fik opholdsstedet to strakspåbud af arbejdstilsynet.

Under retssagen blev det dokumenteret, at påbuddene kom efter, at arbejdstilsynet havde konstateret, at bostedets ansatte var i overhængende risiko for fysisk og psykiske skader, som følge af at arbejde på Ørbækskilde.

Eksempelvis var bostedets knive frit tilgængelige for de psykisk syge beboere.

Opdateres..