Senere i dag falder der afgørelse i sagen, hvor den 55-årige Net-casanova Klaus Aarsholm er tiltalt for at stjæle penge og værdifulde ting fra kvinder, han har mødt på datingsider som Scor.dk og Dating.dk.
I 2012 blev Klaus Aarsholm idømt tre måneders fængsel for lignende kriminalitet, hvor han stjal og berøvede kvinder. Ekstra Bladet havde året forinden været med til at afsløre hans svindel, hvor han efterfølgende fik tilnavnet Net-casanova
Net-casanova tiltalt igen: Dater kvinder og stjæler deres ting
Nu sidder han atter på anklagebænken, mistænkt for at have stjålet smykker, solbriller, en ipad og en computer til en samlet værdi på langt over 150.000 kroner fra fem kvinder. Kvinderne fortalte i starten af december i Retten i Roskilde, at de alle havde mødt Klaus Aarsholm på Scor.dk eller Dating.dk.
Han nægter sig skyldig.
Sidste gang fik han tre måneders fængsel, men da der her er tale om en gentagelse af samme kriminalitet, kan Aarsholm risikere at få op til flere år bag tremmerne.
Tyverierne er ifølge anklageskriftet sket i 2013 og 2014. Klaus Aarsholm har siden 2006 haft adresse i Spanien, men har tidligere forklaret, at han i løbet af de seneste år kun har været i Danmark ganske få gange.
Selvom han er tiltalt for at bedrage fem kvinder, har han tidligere fortalt, at han kun har mødt to af dem. Han nægtede samtidig at have profiler på Dating.dk og Scor.dk.
'Bare han får sin straf'
- Hvis det stod til mig, havde jeg proppet ham ned i toilettet og skyllet ham ud, fortalte en af kvinderne Pia Lindblad, da Ekstra Bladet mødte hende i Retten i Roskilde i starten af december.
Hun havde mødt Klaus Aarsholm på Dating.dk, hvor de var begyndt at skrive sammen. Det blev til et godt venskab, og da Klaus Aarsholm pludselig skrev, at hans lejlighed var brændt ned, inviterede hun ham hjem på middag.
Langsomt kom ham mere og mere i hjemmet, hvor han også hjalp hende med at renovere hendes soveværelse og køkken.
TV: Snydt: Net-casanova knaldet af politi og Ekstra Bladet
- Han var rigtig sød og klog. Jeg glemmer ham aldrig, for jeg havde så meget tillid til ham.
Men efter Klaus Aarsholm begyndte at komme i Pia Lindblads hjem, opdagede hun, at hans historier ikke var sande, og at ting forsvandt. Først isbjørnefigurer af kongeligt porcelæn, så guldsmykker og en computer. Han mistænker ham for at have taget det.
Hun har aldrig fået sine ting tilbage, men for hende er det vigtigere, at Klaus Aarsholm får sin straf.
- Jeg håber, han bliver ramt hårdt. Han pisser på retssystemet. Det er vigtigt, at vi er mange, der står frem, så der kan blive sat en stopper for det her. Vi skal ikke være bange for ham.
Casanova-Klaus tiltalt for at stjæle fra Pia: Han løj sin datter død