Dommer ballade: - Kommer bag på mig

Mikael Sjöberg er overrasket over domsmænds kritik af dommere, som beskyldes for at haste straffesager igennem og ikke lytte nok

Mikael Sjöberg, formand for Dommerforeningen, er ærgerlig over og beklager den seneste tids historier i Ekstra Bladet om dommere, som afprøver eller overtræder grænserne for, hvordan de kan opføre sig i retten. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Mikael Sjöberg, formand for Dommerforeningen, er ærgerlig over og beklager den seneste tids historier i Ekstra Bladet om dommere, som afprøver eller overtræder grænserne for, hvordan de kan opføre sig i retten. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mikael Sjöberg, landsdommer i Østre Landsret og Dommerforeningens formand, tager de to domsmænds skarpe kritik i Ekstra Bladet af dommernes arbejde i straffesager til sig.

- Det er ikke i orden, hvis de har en følelse af, at der ikke bliver lyttet til dem, eller at straffesager hastes igennem. Vi dommere gør ellers generelt meget ud af at lytte til domsmænd, som ikke er enige, og inddrage dem i sagerne, siger Mikael Sjöberg.

- Er det en generel tendens hos dommere, som de to domsmænd har fat i?

- De her eksempler kunne også opstå for fem år siden. Men det kan jeg selvfølgelig ikke afvise, og der kan også sagtens være en sammenhæng mellem deres oplevelser og så det stigende arbejdspres på dommerne.

- Kommer kritikken bag på dig?

- Ja, det kommer bag på mig, at de føler sig tromlet. Sådan må det ikke være. En anden gang håber jeg, at de bagefter banker på hos dommerne.

- Der er ellers næsten aldrig offentlig kritik af dommere. Er I hævet over kritik.

- Det må vi ikke være. Vi lever i et demokratisk samfund.

Mikael Sjöberg er i det daglige landsdommer i Østre Landsret. Han vil ikke afvise, at der kan være en sammenhæng mellem eksempler på dårlig dommer-opførsel i retterne og det øgede arbejdspres ved domstolene. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Mikael Sjöberg er i det daglige landsdommer i Østre Landsret. Han vil ikke afvise, at der kan være en sammenhæng mellem eksempler på dårlig dommer-opførsel i retterne og det øgede arbejdspres ved domstolene. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
 

Formand: Det må ikke ske
Dommer-formanden er også 'ærgerlig' over historierne om den dømte retsassessor Ulla Otkens utilbørlige optræden i flere straffesager og dommer Søren Seerups link-kommentarer på de sociale medier i efterspillet af Morten Messerschmidt-dommen.

- Jeg skal være den første til at beklage de her sager. Det må bare ikke ske, og det er ikke godt for os. Domme vender op og ned på folks tilværelser og griber i enormt omfang ind i deres liv, siger Mikael Sjöberg.

- Ulla Otken har sagt, at hun var underlagt et hårdt arbejdspres. Er det et billede, du kan genkende?

- Ja. Der er et hårdt og stigende arbejdspres på dommere. Det er stensikkert, siger Mikael Sjöberg og henviser til en rapport, som sidste år fremhævede den store vækst i straffesager og i komplicerede straffesager med udvisningspåstande, mens antallet af dommere er det samme.

Samtidig stiller politikere igen og igen krav om en hurtig afvikling af især sager om våben, voldtægter og vold.

- Men når det er sagt, så må det aldrig gå ud over kvaliteten. Vi har kæmpet for at fastholde domstolssystemets enorme troværdighed i befolkningen, og derfor råber vi også vagt i gevær overfor politikerne. Nu skal vi forhandle bevillinger igen til næste år, og jeg håber virkelig, at politikerne lytter, siger Mikael Sjøberg.

De danske domstole råder i øjeblikket over 375 dommere og 300 dommerfuldmægtige.

 

Læs mere om Ulla Otken-sagen:

Ulykkelig dommer: Jeg kunne sparke mig selv  

Derfor holder vi øje med dommerne