Dommer fængsler 27-årig efter knivstikkeri i Esbjerg

Politiet sigter manden for drabsforsøg efter et opgør tirsdag aften, hvor to mænd blev såret af knivstik

En 27-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden blev anholdt i forbindelse med en ransagning på Marbækvej i Esbjerg torsdag eftermiddag. Han er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et knivstikkeri på Præstebakken tirsdag aften.

Han nægter sig skyldig, men han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så det er ikke muligt at få oplyst, hvad han i øvrigt forklarede eller hvorfor politiet mistænker ham i sagen.

Flere biler var til stede, da der opstod et slagsmål på gaden. Slagsmålet endte med, at to mænd på 20 og 25 år blev stukket med kniv. De blev alvorligt såret, men er uden for livsfare.

Siden opgøret har politiet identificeret alle de biler, der var involveret i episoden. To af dem er fundet efterladt på en parkeringsplads ved Store Darum.

Politiet kender tilsyneladende ikke det nøjagtige motiv til sammenstødet.

Politiinspektør Jeppe Kjærgaard understregede tidligere på ugen, at man efterforsker grundligt og flere retninger. Samtidig fortalte han, at politiet ikke kan udelukke, at der var tale om et bandeopgør.

Han satte ikke navn på banderne, men to bander fra henholdsvis Kvaglund og Stengårdsvej har i årevis haft et anstrengt forhold til hinanden og har tidligere ligget i åben konflikt. Der har dog været stille omkring dem i et stykke tid.

Allerede natten til onsdag foretog politiet flere ransagninger i Esbjerg i forbindelse med efterforskningen af knivstikkeriet. Tre personer blev anholdt, men de blev efterfølgende løsladt igen.