KONGSBERG, NORGE (Ekstra Bladet): Espen Andersen Bråthen er varetægtsfængslet i fire uger indtil 12. november, heraf 14 dage i isolation og med brev- og besøgsforbud samt forbud mod at se aviser og tv.
Det fremgår af kendelsen fra Buskerud Tingrett, som Ekstra Bladet har modtaget.
Her står der også, at den sigtede har samtykket til varetægtsfængsling, isolation og brev- og besøgsforbud. Han er dog ikke blevet spurgt til medieforbuddet.
Dommer Ann Mikalsen henviser i sin kendelse til sagens særdeles alvorlige karakter, som også har 'medført stor medieinteresse både nationalt og internationalt'.
'Hvis den sigtede ikke skærmes for dette og for andre indsatte, vil vigtige beviser kunne gå tabt. Dette gælder særligt i forhold til undersøgelsen af den sigtedes psykiske helbred,' anfører hun.
Afventer efterforskningsskridt
I kendelsen står der, at efterforskningen stadig er i startfasen. 'Der er fem døde, tre registreret fysisk skadet samt flere personer, som er skudt efter med pile,' står der.
'Handlingen er sket på forskellige gerningssteder, og der venter en række efterforskningsskridt, herunder mange vidneafhøringer,' står der videre.
Det fremgår også, at den sigtede skal undergå en fuld mentalundersøgelse.
'Det er vigtigt, at dette kan ske uden påvirkning udefra,' skriver dommer Ann Mikalsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye krimipodcast 'Afhørt' herunder eller i din podcastapp. I det nye afsnit fortæller vi blandt andet om ydmygelser i rockermiljøet og om en vaskeægte 'skandaledommer'