Domptør: Arena-elefanten var livsfarlig da den angreb bil

– Jeg frygtede for den unge mands liv, fortæller Cirkus Arenas tidligere elefant-træner efter at have set videoerne fra den store badetur ved Karrebæksminde

Elefant-træner Billy Smart gennemgår her videoerne fra Karrebæksminde. (Reportage: Claus Jessen)

ENGLAND (Ekstra Bladet):

Den tidligere elefant-træner i Cirkus Arena, Billy Smart, betegner elefanten Jungla som direkte livs-farlig i det øjeblik, hvor den for to uger siden gik til angreb på en bil efter en badetur i Karrebæksminde.

De opsigtsvækkende billeder af den bistre elefant er siden gået verden rundt.

Billy Smart, der i dag bor i England, kender de tre elefanter fra træningen med dem i Cirkus Arena. Nu har han sammen med Ekstra Bladet gennemgået videoerne af hændelsen.

Den engelske elefant-træner, Billy Smart, studerer her videoerne af den vrede elefant. Han forsvarer elefanten, men erkender samtidig, at den vitterlig var farlig umiddelbart efter at den blev slået. (Foto: Claus Jessen)
Den engelske elefant-træner, Billy Smart, studerer her videoerne af den vrede elefant. Han forsvarer elefanten, men erkender samtidig, at den vitterlig var farlig umiddelbart efter at den blev slået. (Foto: Claus Jessen)
 

- I begyndelsen ser man tre friske og glade elefanter, der vender tilbage efter turen i havet. Jungla er også ’frisk’ og pjatter. Den er normalt ikke på nogen måde en farlig elefant.

Samfund Cirkus Arenas elefant var tæt på at mase mig ihjel

Men lige i det øjeblik, hvor den går til angreb på bilen, da er den bestemt farlig. Den var tydeligvis meget vred. Af videoerne fremgår det, at en ung mand kommer op og slår den. Og man skal naturligvis aldrig slå en elefant.

Elefanten forsøger at få fat i den unge mand. Men da den ikke kan se ham, hævner den sig på bilen. Det var bestemt en farlig situation. Der kunne have befundet sig en baby i bilen eller en ældre mand, som kunne have fået et hjertetilfælde, fastslår Billy Smart.

Se da elefanten gik til angreb på bilen. (Foto: privat)

Elefant-træner Billy Smart kender i den grad Jungla ud og ind. For tre år siden maste elefanten ham op af et jerngitter i stalden hos Cirkus Arena i Slagelse.

Elefanten blev nervøs og urolig over at skulle have udtaget en blodprøve af dyrlægen og skubbede til elefant-træneren.

Billy Smart har taget fuldt ansvar for episoden og betegner den som en tragisk ulykke. Han bebrejder derfor ikke det store dyr.

Livsfarligt kvæstet
Billy Smart blev livsfarligt kvæstet og invalideret i en sådan grad, at han ikke længere kan arbejde med elefanter i cirkus, hvilket han ellers har gjort i 50 år.

- Jeg hæfter mig ved, at Jungla ikke angreb publikum. De tre elefanter er ikke på nogen måde slemme elefanter. Så havde de jo angrebet de mange mennesker og det skete ikke.

Elefanten gik alene efter den person, som slog den. Da jeg første gang så på video, at elefanten blev slået, tænkte jeg UPS. Og derefter satte den efter ham. Jeg frygtede for hans liv – men han gemte sig bag bilen.

- Hvad ville elefanten havde gjort ved den unge mand?

- Hun ville have givet ham en lærestreg. Jeg ved det ikke. Brug din fantasi... Hun var frustreret og farlig i den situation.

Ryster på hovedet
Billy Smart ryster direkte på hovedet over cirkusdirektør Benny Berdinos bemærkning om, at situationen var morsom, fordi ingen kom til skade.

- Det skulle han ikke have sagt. Elefanten legede med bilen. Nej, nej, nej.

- Var det et lykketræf, at ingen kom til skade?

- Det ved jeg ikke. Hun var jo kun efter den fyr og hun hævnede sig på bilen. Men som sagt: Hun er ellers ikke på nogen måde en farlig elefant.

Billy Smart har kun ros til overs for Cirkus Arenas domptør, som fik bragt elefanterne til ro.

- Han fik faktisk meget hurtigt talt elefanterne til ro. De var jo kåde efter at have været ved stranden for at bade.

Elefanttræner Billy Smart er ikke imponeret over cirkusdirektør Benny Berdinos håndtering af elefant-sagen. (Foto: Claus Jessen)
Elefanttræner Billy Smart er ikke imponeret over cirkusdirektør Benny Berdinos håndtering af elefant-sagen. (Foto: Claus Jessen)
 

Billy Smart opfordrer til, at sikkerheden bliver skærpet, når elefanterne næste år skal på badetur ved Karrebæksminde.

- Det skal foregå meget mere roligt. Der må gerne være publikum. Men folk skal holdes på afstand og forholde sig i ro.

Der var alt for megen larm og elefanterne kunne jo ikke høre, hvad træneren råbte til dem.

LÆS MERE I EKSTRA BLADET OG I EKSTRA OM ELEFANT-ULYKKEN, DER HAR INVALIDERET OG RUINERET BILLY SMART