Den voldsomme orkan Dorian, der de seneste dage har hærget Bahamas, er nu nået til USA.
Tirsdag morgen fortsætter orkanen op nordpå ad Floridas kyst mod Georgia samt North Carolina og South Carolina med en hastighed på 176 kilometer i timen.
Det oplyser National Hurricane Center ifølge CNN.
Mere end 7000 indbyggere i Florida er onsdag formiddag dansk tid uden strøm som følge af orkanen. Ved Virginia Beach uddeler myndighederne sandsække, som indbyggerne kan barrikadere deres huse med.
Syv dræbt efter orkanen Dorians hærgen
Mindst syv mennesker er omkommet i østaten Bahamas, hvor Dorian søndag og mandag passerede gennem som en kategori 5-orkan og forårsagede massive oversvømmelser.
Mandag sagde Bahamas' premierminister, Hubert Minnis, at Bahamas befinder sig "midt i en historisk tragedie", og han kaldte ødelæggelserne "uden fortilfælde og omfattende".
Redningsarbejdere har svært ved at nå frem til de ramte områder på grund af de store vandmasser. Over 13.000 huse frygtes at være ødelagt eller beskadiget, viser tal fra Internationalt Røde Kors. Derudover mangler 60.000 mennesker mad og basale fornødenheder, skriver CCNN.
Kvinde tager 97 gadehunde med hjem mens Doran-orkanen raser
Dorian har de seneste dage tabt pusten og er blevet nedjusteret til en kategori 2-orkan.
Ifølge USA's Nationale Orkancenter (NHC) i Miami ser Dorian ikke ud til at nå ind over fastlandet i Florida, men delstatens østkyst får orkanen at mærke.
- Som det ser ud nu, vil orkanens øje bevæge sig farligt tæt på Floridas østkyst og kysten af Georgia i aften og frem til onsdag aften, oplyste NHC tirsdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.
Derefter bevæger Dorian sig mod South Carolina og North Carolina torsdag og frem til fredag morgen.
Selv om orkanen mister styrke, er risikoen for ødelæggelser stor, da den blandt andet kan generere stormbølger og dermed oversvømmelser.
I USA er der iværksat masseevakueringer i udsatte kystområder.