Ved du noget? Kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)
Utallige efterlysningsplakater af en smilende Dorte Larsen er sat op, og frivillige har ledt alle tænkelige steder efter den 45-årige dagplejemor, der forsvandt sporløst den 29. december omkring klokken 10.30.
Men familien sidder stadig tilbage med uvished om, hvad der skete, da hun gik ud af hoveddøren på Gemmas Allé i Kastrup med faste skridt forbi naboens overvågningskamera og væk.
– Der er intet nyt, desværre. Vi kigger stadigvæk, men vi håber på offentlighedens hjælp, siger den centrale vagtleder i Københavns Politi, Henrik Brix.
På Facebook-gruppen ’Hjælp os med at finde Dorte’ koordinerer borgere de private eftersøgningsskridt.
Mor til tre
Dorte Larsen er mor til to døtre og en søn på 22, 18 og 14 år, og da hun forlod hjemmet på Gemmas Allé i Kastrup, lagde hun en seddel til datteren, der lå og sov, med ordene: ’Jeg er gået en tur. Du kan bare bruge bilen. Husk at lægge en nøgle ud. Mor.’
Her er forsvundne Dortes sidste besked
Hjemme sidder hendes mand, Claus Larsen, magtesløs tilbage.
Han fortæller også til Ekstra Bladet i dag, at der ikke er noget nyt, og at de ikke ved, hvor de skal blive ved med at lede.
Han har selv givet politiet oplysningen om, at hustruen forlod hjemmet i nedtrykt sindstilstand, men det betyder ikke, at hun var meget deprimeret, men bare var lidt ked af det og ikke rigtig havde haft overskud til at glæde sig over, at det var jul, og de snart skulle holde nytår.
Sporløst forsvundet: Her er det sidste billede af Dorte
Meget vellidt
Claus Larsen har kendt Dorte, siden han var 15 år, og de gik i 10. klasse sammen.
– Vi har kendt hinanden over 30 år. Vi skulle have sølvbryllup næste år. Jeg vil faktisk betegne os som en meget, meget lykkelig familie, har han fortalt til Ekstra Bladet.
Han fortæller også, at hustruen altid har været enormt vellidt af alle og ekstremt udadvendt.
Dorte Larsen er 45 år gammel, har mørkt hår og er 164 centimeter høj. Hun var iført en sort jakke af mærket Tommy Hilfiger med pelskant på hætten, da hun forsvandt. Hun er gået uden sin telefon, pung og cigaretter.