Drab på radiovært: Nu har retten talt

Satudarah-rocker kendt skyldig i drabet på Nedim Yasar, mens rockerens barndomsven frikendes

ØSTRE LANDSRET (Ekstra Bladet): Satudarah-rockeren Alexander Findanis er torsdag morgen fundet skyldig i drabet på radioværten Nedim Yasar.

Imens frifinder landsretten rockerens barndomskammerat Martin Binni Svanberg i sagen.

Det har et nævningeting ved Østre Landsret netop afgjort.

Den nye kendelse falder, præcis et år efter at Frederiksberg Ret idømte Satudarah-rockeren og hans kammerat livsvarigt fængsel.

Ifølge anklagemyndigheden skete drabet som følge af gammelt uvenskab. Nu har Østre Landsret taget til stilling til sagen mod en 26-årig Satudarah-rocker og hans barndomsven. Foto: Kenneth Meyer
Ifølge anklagemyndigheden skete drabet som følge af gammelt uvenskab. Nu har Østre Landsret taget til stilling til sagen mod en 26-årig Satudarah-rocker og hans barndomsven. Foto: Kenneth Meyer

Mens Østre Landsret finder, at den 26-årige Satudarah-rocker er skyldig i drabet, finder retten det altså ikke bevist, at rockerens 27-årige barndomsven vidste, at han 19. november 2018 skulle medvirke til et drab, da han kørte sin kammerat til Københavns nordvestkvarter.

Frifundet ved dissens
Fire nævninge og en dommer talte således for at frikende den 27-årige Svanberg i forholdet om drab og våbenbesiddelse. Han kendes skyldig i et mindre knivforhold, der ikke har forbindelse til drabssagen.

Efter næsten to et halvt år bag tremmer kunne Martin Binni Svanberg derfor forlade retten som en fri mand torsdag formiddag.

- Kæmpe, kæmpe lettelse og glæde hos min klient, hans familie og mig. At gå ind i landsretten med en livstidsdom og et kvarter efter stå udenfor og kramme sin familie er vist et scenarie, som taler for sig selv, siger hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, til Ekstra Bladet.

Satudarahrockeren Alexander Findanis (th. red.) er torsdag fundet skyldig i drabet på Nedim Yasar ved Østre Landsret. Landsretten frifinder samtidig hans barndomskammerat Martin Binni Svanberg (tv.red.). Tegning: Jørgen Bitsch
Satudarahrockeren Alexander Findanis (th. red.) er torsdag fundet skyldig i drabet på Nedim Yasar ved Østre Landsret. Landsretten frifinder samtidig hans barndomskammerat Martin Binni Svanberg (tv.red.). Tegning: Jørgen Bitsch
 

Dræbt til sin egen reception
Radioværten Nedim Yasar blev dræbt i november 2018, da han netop havde afholdt en bogreception for bogen 'Rødder', der beskriver hans brutale fortid som bandemedlem på den københavnske Vestegn.

Her var han i en periode leder af Bandidos-støttegruppen Los Guerros, indtil han som 25-årig vendte det kriminelle miljø ryggen.

Nedim Yasar sad i sin bil foran receptionslokalerne på Hejrevej i Nordvest-kvarteret i København, da en gerningsmand affyrede mindst to skud gennem sideruden ved førersædet. Radioværten, der var kendt for sin rolle i Radio24syv-programmet 'Politiradio', blev ramt i hovedet og døde dagen efter af sine kvæstelser.

Politiet undersøger Nedim Yasars bil timerne efter skyderiet 19. november 2018. Foto: Kenneth Meyer
Politiet undersøger Nedim Yasars bil timerne efter skyderiet 19. november 2018. Foto: Kenneth Meyer

Fældet af krypteret beskeder
Det er særligt overvågning, teleoplysninger og beskeder fundet på den 26-årige Satudarah-rockers telefon, som retten lægger til grund i kendelsen.

Herunder også nye beviser i form af beskeder fra en krypteret beskedtjeneste, som blev fremført for retten i forbindelse med ankesagen.

'Du har snakket om det, jeg har lavet og sådan noget, bror. Pas på, bror. Det er sådan man bliver kneppet. Lige pludselig sidder jeg med 16 år, bror,' står der i en af beskederne, som indgår i rettens vurdering.

Anklagers teori: Fik vest for drab

Teori om motiv
Ligesom i byretten fandt Østre Landsret ikke frem til et egentlig motiv bag drabet på Nedim Yasar. Men sagens anklager, Peter Messerschmidt, har under ankesagen fortalt, at det politiets teori, at drabet udløste titlen som fuldgyldig rocker til Alexander Findanis, der på drabstidspunktet ifølge politiet var prospect i Satudarah.

- Alexander Findanis ville utroligt gerne optages som fuldgyldig og den daværende præsident i den klub, han ville ind i, hadede Nedim Yasar, lød det fra anklageren i sin procedure.

Drabstiltalt rocker: Satudarah er en slags SFO for voksne

Radioværten Nedim Yasar blev kun 34 år.
Radioværten Nedim Yasar blev kun 34 år.

I forbindelse med dagens skyldkendelse var flere maskerede og sortklædte mænd mødt op foran retten.

- Vi er her for at støtte Alexander, lyder det fra en talsmand for gruppen.

Efter formiddagens skyldkendelse skal retten nu tage stilling strafudmålingen. Der forventes endelig dom senere torsdag.