Fem skud flænger lyden af myldretid på Nørrebrogade. En 27-årig synker sammen på fortovet foran café Kaffehuset. Et af projektilerne har ramt den unge mand og er gået ind ad den ene armhule, gennem begge lunger og hjertet og ud af den anden armhule.
Drabet 2. december 2021 omkring 16.30 blev startskuddet til en kort og blodig bandekrig mellem NNV-banden og det såkaldte Casablanca-netværk. I Københavns Byret sidder fem mænd i de her dage tiltalt for drab og drabsforsøg. De nægter sig alle skyldige.
Tjente penge på hash
Anklager Andreas Christensen har tegnet et billede af et nøje planlagt drab. Men de tre mænd, der hidtil har afgivet forklaring i sagen, hævder alle, at kommunikationen og de fælles køreture forud for drabet hang sammen med organiseret hashhandel.
Ved dagens retsmøde tog en tiltalt af pakistansk oprindelse plads i vidneskranken. Iklædt en hvid, højhalset sweater og mørke bukser med et diskret ternet mønster sad han midt i det højloftede lokale i den tidligere landsret og svarede på anklagerens spørgsmål.
- Ja, jeg tjente penge på at sælge hash. Jeg har aldrig hørt om den dræbte før, var noget af det første, han sagde i retten.
Hash-bud
Den tiltalte har erkendt at have haft to telefoner, da han blev anholdt af politiet. Hans egen Iphone og en Nokia, som blev brugt til hashhandlen. Han fortæller, at han dagligt var i kontakt med en anden af de tiltalte og nogle gange sendte ham ud med hash.
Han nægter dog at kende til den formodede bagmand til hash-ligaen. I sagen hidtil omtalt som RW. En mand, som politiet mener, har orkestreret planlægningen, rekognosceringen og det efterfølgende drab. I en af de andre tiltaltes forklaringer er det kommet frem, at han befinder sig i Marokko.
Et land, den tiltalte i den hvide sweater og med den pakistanske herkomst selv har været i. Han mente, at det var to år før drabet 2. december 2021. Men spansk politi kunne oplyse til sagen, at han fløj til Barcelona fra Marokko 19. august 2021.
- Jeg var der på ferie. Det havde ikke noget med hashhandel at gøre, siger han.
Mord-kommando
En af de øvrige tiltalte fortalte, hvordan han via den krypterede app Signal blev dirigeret af manden med kaldenavnet RW.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er RW en 31-årig mand, der det seneste år har været efterlyst i sagen. I anklageskriftet i drabssagen optræder han kun som 'medgerningsmanden'.
Kilder beskriver den 31-årige som en leder i Casablanca-netværket. Det skulle angiveligt være derfor, at den 31-årige ifølge mistanken har spillet en ledende rolle i forhold til at dirigere mord-kommandoen i de københavnske gader.
Hash-central
Den tiltalte med den pakistanske baggrund nægter ethvert kendskab til planlægningen og det efterfølgende drab. Selv om han erkender, at det er ham på overvågnings-billeder fra en tankstation på Nørrebro og foran Kaffehuset selv få dage før drabet. Politiet havde stedet under overvågning, fordi det var et kendt tilholdssted for NNV-banden.
Den tiltalte fortæller i retten, at de skulle ind til København og finde et sted til en hash-central, hvor der kunne ligge større mængder hash til distribution.
- Man kan sende chauffører rundt fra den adresse. Jeg havde ikke fået at vide, hvor det skulle ligge. Det var både vores kunder og min vens kunder, der skulle kunne hente her.
Om nævningene og dommerne dømmer for drab og drabsforsøg eller for hashhandel, bliver afgjort i juni.