Drabsoffer havde overfaldsalarm

41-årig kvinde nåede at aktivere alarmen, men det kunne ikke redde hendes liv

På gerningsstedet kan man se, at politiet har markeret den lille sorte alarm. Foto: René Schütze
På gerningsstedet kan man se, at politiet har markeret den lille sorte alarm. Foto: René Schütze

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

På gerningsstedet på Skeagervej i Aalborg, hvor en 41-årig kvinde netop var blevet skudt, lå et lille sort apparat fredag aften tilbage sammen med et blodigt lagen og en iltmaske.

Den 41-årige var blevet hastet til hospitalet.

Hun blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger skudt en enkelt gang i hovedet på tæt hold foran sine børn. En 52-årig mand har erkendt drabet, men nægtet at udtale sig i grundlovsforhøret.

Efterforskningsleder Anders Uhrskov bekræfter, at kvinden havde en overfaldsalarm og havde aktiveret den.

- Jeg kan ikke sige detaljeret, hvor lang tid der går, fra overfaldsalarmen bliver aktiveret, til vi er derude, men vi er hurtige til stede derude, siger han.

Kvindens liv stod dog ikke til at redde.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Han ønsker ikke at komme ind på detaljer omkring, hvorfor kvinden havde fået overfaldsalarmen.

- Kan du sige, om hun havde overfaldsalarmen på grund af manden?

- Nej, det kan jeg ikke, svarer han.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var der et længere forløb med et højlydt skænderi mellem parterne, før kvinden blev skudt. Anders Uhrskov kan ikke at komme detaljeret ind på, hvad der er gået forud.

- Det er nogle af de detaljer, vi er i gang med at klarlægge. Vi får anmeldelser ind, og nogle af de anmeldelser kommer, før der bliver afgivet skud. Så jeg kan godt bekræfte, at der har været et forløb forud for. Hvor langt, det har været, kan jeg ikke sige.

Kamilla, der kender kvinden både fra Skelagergården og fra deres børns fælles klasse, vidste godt, at kvinden havde overfaldsalarm.

- Det er ikke til at holde ud at tænke på, at hun havde en overfaldsalarm, og at hun så ender med at blive slået ihjel alligevel. Det er så tragisk, siger hun.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Det skete for øjnene af adskillige vidner, foruden kvindens egne børn. Og en del af episoden er også filmet.

- Vi har nogle optagelser i forbindelse med selve gerningen, og så kan jeg ikke sige så meget mere om indholdet af det. Det er en del af sagsmaterialet, siger efterforskningslederen.