Jack Andersen har holdt sig væk fra ankesagen, hvor hans fars mordere har siddet på anklagebænken.
Han har snakket med sin psykolog og andre og nåede frem til, at det bare ville rippe op i alle de dårlige følelser, der er kommet i kølvandet på det ubærlige tab, som han og resten af familien er blevet kastet ud i.
Hans far, møntsamleren Kiehn Georg Andersen, blev tæsket ihjel i sit hjem i Ruds Vedby i april 2019, hvorefter gerningsmændene satte ild til huset og smed hans lig i en sø i Blæsinge grusgrav. Stukket i maven med en spids genstand og med sten i tøjet for at holde liget nede.
Ekstra Bladet har lavet en podcast-serie om sagen. Find den her:
Et intenst venskab mellem to meget forskellige mænd fik efter politiets mening blodige og dødbringende konsekvenser for to enlige, ældre mænd på Vestsjælland – i straffesagen spøger også et uopklaret drab på en tredje mand. Ekstra Bladet graver i den uopklarede drabssag i podcasten 'Bag forbrydelsen: Dødens Duo'
'Dødens duo' er Ekstra Bladets overskrift for det bizarre makkerpar, der i 2020 fik livstidsdomme for drabene på to enlige mænd i Vestsjælland i 2019 og nedbrændingen af deres huse. Der er nu iskold luft imellem Søren Elo Pedersen og Stefan Danielsen. De skyder skylden på hinanden, og landsretten indledte i januar deres ankesag.
'Dødens duo' er også titlen på Ekstra Bladets nye podcast-serie i fem afsnit og en række artikler om de to mænd, om drabene i Vemmelev og Ruds Vedby og det tredje drab samme år på en af landsdelens kræmmere. Hvorfor er det aldrig lykkedes politiet at opklare det drab? Hvad var drivkraften i det særlige venskab mellem de to drabstiltalte mænd? Er der fællestræk mellem drabsofrene?
Episode 1: Det uopklarede drab
Episode 3: Mønten der manglede
Men da dommen blev afsagt, var han på plads ved siden af sin faster Susanne Nielsen, der er søster til Kiehn Georg Andersen og har været på plads hele vejen igennem.
Og han var tilfreds med, at landsretten stadfæstede byrettens livstidsdom til Søren Elo Pedersen og Stefan Lawaetz Danielsen for drabet på hans far og Poul Frank Jørgensen to måneder senere.
– Nu kan vi komme videre og få et punktum uden at få revet det hele op igen, siger han.
– Hvordan var det at se de to, som nu endegyldigt er kendt skyldig i drabet på din far?
– For mig er de lige meget. De er bare luft. Jeg havde øjenkontakt med dem begge to flere gange. I mine øjne er de bare ingenting. Det er sådan, det er.
Han beskriver forløbet som meget hårdt for familien og for ham personligt.
– Føler du, at det er et punktum. At det kan hjælpe jer med at komme videre?
– Ja, det kan det. Nu begynder man at tænke over minderne og grine over tingene, man husker ham for. I stedet for at man husker det ting, de har gjort. Selvfølgelig bliver der revet lidt op nu her. Men det er også derfor, jeg har valgt ikke at være her, for jeg vil huske min far som den, min far var.
Kiehn Georg Andersens søster Susanne Nielsen siger, at de kun kan være tilfredse med dommen, men at de gennem de fire år, som sagen har varet, havde håbet på så meget anstændighed, at de skyldige havde tilstået.
- Og vi sidder jo stadig tilbage med en masse spørgsmål. Hvorfor skulle Kiehn slås ihjel? Hvad gjorde, at det lige var ham, de kørte til? Hvad stjal de? Og ikke mindst var der slet ikke nogen medfølelse for ham i de sidste timer og minutter af hans liv?
- Selvom jeg jo godt kan høre, at de med de ting, de udsatte ham for, ikke viser det mindste medfølelse.
Hun siger også, at hun bliver vred over Søren Elo Pedersens udbrud til sidst, hvor han fralagde sig ethvert ansvar for drabet på Kiehn.
- Han får ikke min sympati, for hvis han skulle have den, så skulle han aldrig have været kørt ud til Kiehn, siger hun.
Læs her Søren Elo Pedersens sidste ord i ankesagen.
