Drabstiltalt advaret: 'Nogen er hyret til at slå dig ihjel'

I månederne op til drabet på aarhusiansk rapper blev 42-årig tiltalt advaret af politiet om trusler på livet

Abukar Ali blev ifølge politiet dræbt med to skud - formentlig affyret fra en halvautomatisk skarpladt pistol, Glock 9 mm, fremgår det af anklageskriftet. Privatfoto
Abukar Ali blev ifølge politiet dræbt med to skud - formentlig affyret fra en halvautomatisk skarpladt pistol, Glock 9 mm, fremgår det af anklageskriftet. Privatfoto

I månederne op til drabet på aarhusiansk rapper blev en 42-årig mand med forbindelser til hashhandlen på Christiania advaret af politiet om trusler på livet.

'Nogen er hyret til at slå dig ihjel', lød beskeden angiveligt.

Netop derfor havde han skaffet en halvautomatisk Glock-pistol, som han altid havde på sig. Også da han i juli sidste år kørte til Aarhus for at deltage i en planlagt hashhandel, hvor våbnet endte med bliver brugt til drabet på den 25-årige rapper Shmur.

Betjent indkaldt som vidne
Den 42-årige fortalte om advarslen og truslerne til Retten i Aarhus onsdag, hvor offentligheden for første gang fik indblik i mandens forklaring om drabet på den aarhusianske rapper med det borgerlige navn Abukar Ali.

– Jeg medbragte pistolen, fordi jeg nogle måneder før var blevet opsøgt af politiet, som fortalte, at der var nogen, som ville slå mig ihjel. De var fra PET og sagde, at nogen var hyret til at komme mig til livs, forklarede den 42-årige.

En betjent fra Københavns Politi er indkaldt af mandens forsvarer til at uddybe kontakten mellem politiet og den 42-årige i månederne op til drabet. Det sker senere i september.

I retten gjorde den 42-årige det klart, at han ikke mente, at truslerne mod hans liv kom fra den 25-årige rapper og hans kammerater, men i stedet fra personer på Sjælland.

- Jeg følte mig i fare på Sjælland, men ikke i Jylland. Det var altid i mit baghoved, og derfor havde jeg altid våben på mig.

Købte gammel værditransport
Våbnet fik han af en ven, mens han i samme periode også sikrede sig en skudsikker bil.

– Hvor finder man sådan en, ville anklager Birgitte Ernst vide.

– Den havde jeg fundet i Tyskland. Det var en tidligere værditransport, forklarede den 42-årige, der ifølge ham selv blev opsøgt flere gange af politiet.

– De, som skulle slå mig ihjel, havde også fået nys om bilen, så derfor skulle jeg nu bombes, fik jeg at vide.

Den 42-årige er tiltalt for at have slået Abukar Ali ihjel med to skud fra den halvautomatiske Glockpistol ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus 22. juli sidste år.

Det er politiets teori, at en kuldsejlet hashhandel førte til drabet. Selv har den 42-årige mand, der var mødt op for at købe 50 kilo hash for 1,8 millioner kroner, erkendt, at han affyrede de to dræbende skud.

Men han mener, de blev affyret i selvforsvar, fordi han og hans kammerat blev beskudt og forsøgt røvet af rapperen og hans venner.

Anklagemyndigheden mener derimod, at han måtte vide, at der var overhængende fare for at slå den 25-årige rapper ihjel, og at den 42-årige mand dermed har gjort sig skyldig i drab.

Hverken våben eller hash er fundet

Hvorvidt begge sider i handlen var bevæbnet eller ej, og om der foregik en skudveksling, er et centralt, men ubesvaret spørgsmål i sagen fra væddeløbsbanen.

På liget af Abukar Ali fandt man krudtpartikler på hænder og ansigt, men rapperen havde intet våben, da han blev fundet.

På gerningsstedet fandt teknikere patronhylstre fra to forskellige pistoler. Men under efterforskningen har politiet ikke kunnet sikre et eneste våben, der har betydning for sagen. Heller ikke den Glock, som ifølge de kriminaltekniske undersøgelser blev brugt til at dræbe Abukar Ali.

To mænd på 22 og 26 år, som er kammerater med rapperen, er desuden tiltalt for at have deltaget i handlen om de 50 kilo hash.

Men fordi ingen af de tiltalte, hverken i den aktuelle sag og ved de tidligere tilståelsessager, har beskrevet tilstedeværelsen af de store mængder hash, kan det blive et svært for anklagemyndigheden at bevise, at der rent faktisk var hash tilstede.

Skulle retten derfor ikke finde, at de kan dømmes for hashhandlen, ønsker anklagemyndigheden dem dømt for forsøg og medvirken til det røveri, som både den drabstiltalte, 42-årige og Mike Birkholm Bruus har beskrevet.

Det skete 'under trussel med knive eller skydevåben', lyder det i anklageskriftet. 

De to er i den forbindelse dog ikke tiltalt for våbenbesiddelse og i tiltalen nævnes intet om den skudveksling, som Mike Birkholm Bruus og den 42-årige pusher ellers påstår.

– Det skyldes, at vi på nuværende tidspunkt ikke har fundet, at der var tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale for det forhold, har anklager Birgitte Ernst tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Den gang lød det, at anklagemyndigheden dog endnu ikke har opgivet en påtale for den del endnu.

– Og så længe noget ikke er påtale-opgivet, kan man ikke afvise, at det kan løftes på et senere tidspunkt, lyder det.