Drabstiltalt slog alarm: 'Min kammerat har slået en ihjel'

For 14 måneder siden blev Nicoline brutalt myrdet. Torsdag er nævningesagen startet mod to unge mænd, som anklagemyndigheden mener har dræbt hende. Begge nægter sig skyldige

Nicoline Plintic var tømrerlærling og elskede det. Hun blev 20 år. Privatfoto
Nicoline Plintic var tømrerlærling og elskede det. Hun blev 20 år. Privatfoto

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): Det var den ene af de to drabstiltalte, der ringede til politiet sidste år, efter at 20-årige Nicoline Plintic blev brutalt myrdet i en lejlighed i Køge.

Det er netop kommet frem i Retten i Roskilde, hvor nævningesagen mod en hhv. 19-årig og 23-årig mand torsdag er startet. De nægter sig begge skyldige.

Anklager Kirsten Jensen har her til formiddag afspillet det alarmopkald, som politiet modtog 14. juli sidste år klokken 15.31.

- Min kammerat har slået en ihjel. Han har sendt et billede, siger anmelderen i røret, som derefter identificerer sig som den 23-årige mand, der i dag sidder i retten som den ene tiltalte.

Blod overalt
Han beder samtidig om, at politiet skal komme hurtigt, og under samtalen beskriver han, hvad billedet viser: Den 20-årige Nicoline Plintic, der ligger på gulvet i en lejlighed på Københavnsvej i Køge.

- Hun ligger med blod overalt, lyder det blandt andet fra den 23-årige, som selv befinder sig i Horsens. Da politiet når frem, bliver han anholdt.

Inden da når han at fortælle i telefonen, at både han selv og kammeraten kender den dræbte pige, 

- Han (den 19-årige, red.) sælger coke i Køge, og hun har stukket ham til nogen.

Politiet sender også en patrulje til adressen i Køge. De når frem 16.04. Her bliver politiet lukket ind af hoveddøren af den 19-årige, som kort efter bliver anholdt.

Betjentene må sparke døren ind til det låste værelse, hvor Nicoline Plintic ligger. Hun har en pose over hovedet, som betjentene straks fjerner, ligesom de yder førstehjælp. Men forgæves. Klokken 16.30 bliver hun erklæret død.

Min klient var ikke til stede
Begge de tiltalte nægter sig skyldig.

- Han var til stede op til drabet, men han var ikke til stede under drabet. Han var ikke til stede, da drabet blev begået, sagde forsvarer Anders Riisager på vegne af sin klient - den 19-årige unge mand, som anklagemyndigheden mener har udført drabet.

’Skaf hende af vejen’

Anklagemyndigheden mener, de to mænd planlagte at myrde Nicoline Plintic, og at det er den dengang 18-årige teenager, der udførte selve handlingen.

Få timer før drabet – klokken 12.33 –havde de to mænd kontakt på Messenger. Her skriver en ældste ifølge tiltalen direkte: ’Skaf hende af vejen’.

På beskedtjenesten Wickr skal han have tilføjet noget i retning af, at han vil sende to personer fra Satudarah ud for at fjerne kvinden, efter hun er blevet slået ihjel.

Det sidste sker dog ikke.

Men efter Nicoline Plintic er død, sender teenageren ifølge anklageskriftet et makabert billede af offeret til sin medtiltaltes snapchat og Wickr-profil med teksten ’E du stolt nu’.

Beskederne giver Nicoline Plintics mor, Maria Plintic, kuldegysninger.

– Det er rigtig, rigtig ubehageligt. Den dag gik jeg og malede lidt på huset, og tanken om, at de samtidig har siddet og skrevet om, hvad de ville gøre med min datter – mens jeg har gået og været fuldstændig uvidende om, hvad der skulle ske – det er simpelthen så surrealistisk. Virkelig ubehageligt.

Også forsvarer Rasmus Sølberg tog ordet og bemærkede, at hans klient - den 23-årige - befandt sig i Horsens på drabstidspunktet.

Centralt i bevisførelsen bliver kommunikationen mellem de tiltalte på de sociale medier. Det er her, de to tiltalte, ifølge anklageskriftet har planlagt drabet. I den kommunikation optræder en tredje mand ved navn Karim Albino. Det er ikke lykkedes at finde ham, og anklagemyndigheden er af den opfattelse, at manden - som angiveligt skulle være medlem af Saturadah - er pure opspind.

Anklager Kirsten Jensen mener i stedet, at 'Karim Albino' i virkeligheden er identisk med den 23-årige.

Det benægter han dog via sin forsvarer. I tilfælde af dom kræver anklagemyndigheden den 23-årige idømt en anbringelsesdom på ubestemt tid.

Nicoline Plintics mor har set frem til retssagen. Frem til at få nogle svar på, hvad der skete med hendes datter. Og hvorfor. Hun skal selv vidne i sagen og må derfor ikke være til stede i dag.

Blandt vidnerne er også en politiassistent, som Nicoline Plintic talte med, dagen før hun blev dræbt.