Drabstiltaltes forklaring: De var robotter og skulle fødes på ny

ERKENDER DOBBELTDRAB: 29-årig psykisk syg mand tiltalt for at slå sin mor på 61 og morfar på 92 år ihjel i brutal blodrus med økse og kniv

Birgitte Ernst er anklager i den uhyggelige og ulykkelige sag. Foto: Kenneth Lynghøj/Midtjyllands Avis
Birgitte Ernst er anklager i den uhyggelige og ulykkelige sag. Foto: Kenneth Lynghøj/Midtjyllands Avis

RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Det syn, der mødte politi, retsteknikere og ambulancefolk i et rækkehus i Sabro vest for Aarhus for 13 måneder siden, må have gjort et uudsletteligt indtryk.

I en lænestol sad en 92-årig mand med dødelige læsioner i kranie, hjerne og brystregion, og på gulvet foran lå mandens 61-årige datter med lignende læsioner i kranie og hjerne så omfattende, at hun som sin far blev konstateret død på stedet. Ved den retsmedicinske undersøgelse blev der ikke fundet afværgelæsioner på morfaderen, mens moderens læsioner tydeligt viste, at hun havde forsøgt at stoppe sin søn.

Onsdag 24. april i fjor omkring klokken 21.30 reagerede en mandlig hjemmeplejer på et alarmopkald fra den 92-årige mands hjem. Da plejeren nåede frem, kunne han ind igennem et vindue se en økse og blodspor og ringede derfor straks 112.

Få minutter senere foldede det ovennævnte scenarie sig ud, og i dag sidder de dræbtes søn og barnebarn tiltalt for dobbeltdrab i Retten i Aarhus. Den 29-årige, tiltalte mand med sort Elvis-frisure og bakkenbarter blev anholdt samme aften på en nærliggende tankstation med blod- og knoglerester på sig fra sin mor og morfar, og han har siden været varetægtsfængslet i surrogat og indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling.

- De var robotter og skulle fødes på ny, har den tiltalte forklaret i en politiafhøring efter anholdelsen, siger anklager Birgitte Ernst, da hun fremfører sin dokumentation efter at have gennemgået det hårrejsende anklageskrift.

Hørte stemmer
Heraf fremgår det, at den 29-årige påførte sin mor og morfar henholdsvis 22 og 16 øksehug og knivstik. Begge ofrenes kranie og hjerne blev knust ved det brutale angreb, som efterlod omfattende dna- og blodspor fra ofrene både i morfaderens rækkehus og flere steder på tøjet og kroppen hos den 29-årige mand i form af blandt andet knoglerester fra morfaderens kranie.

Den 29-årige, som repræsenteres af forsvarer Henrik Fibiger Hansen, virker rolig og upåvirket i retten, mens anklager Birgitte Ernst læser op fra politiets afhøringsrapporter.

Her i morfaderens rækkehus i Sabro vest for Aarhus blev den gamle mand og hans datter dræbt af deres psykisk syge barnebarn og søn. Foto Anita Graversen
Her i morfaderens rækkehus i Sabro vest for Aarhus blev den gamle mand og hans datter dræbt af deres psykisk syge barnebarn og søn. Foto Anita Graversen

Fra dem oplyser anklageren, at den tiltalte har forklaret, at han igennem lang tid har hørt stemmer, der sagde til ham, at han skulle slå sin morfar ihjel.

Den tiltalte har tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling i Risskov for skizofreni, og han har ifølge egne udsagn troet, at livet var et spil, siden han var 21 år.

Han forklarer i retten, at han havde et misbrug af hash og alkohol i en periode op til drabene.

Det skulle bare overstås
Han er ifølge en mentalerklæring blevet erklæret for sindssyg i gerningsøjeblikket, og hans forsvarer har anmodet om jævnlige pauser under retsmødet.

Efter en af disse afgav den tiltalte sin forklaring i vidneskranken.

- Jeg var begyndt at tænke, at mit liv ikke var virkelighed, at mit liv var et spil. Jeg tænkte, at min morfar skulle slås ihjel, og at det var en kontrakt med staten, forklarede den tiltalte lavmælt, men uden at lyde følelsesmæssigt påvirket.

Han fortsatte om den aften for lidt over et år siden, da han besøgte sin morfar:

- Jeg gik ud i køkkenet og hentede en kniv og derefter ud i bryggerset og hentede en økse, det skulle bare overstås. Jeg troede ikke, det var virkeligt, og jeg blev først klar over, at jeg havde skadet dem, da de blev liggende.

Den 29-årige dækkede efter drabene ofrene til med et hvidt lagen. Han forklarer, at han ikke på forhånd havde overvejet også at slå sin mor ihjel.

Den tiltalte kræves idømt anbringelse på en lukket, psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Anklagemyndigheden vil samtidig argumentere for, at han skal frakendes retten til at arve fra sin mor og morfar.

Der ventes dom i sagen i morgen.

 

Tiltalt for dobbeltdrab: Slog mor og morfar ihjel med økse