Dræbt af S-toget: Gik midt i sporet og talte måske i mobil

I mørket opdagede en lokofører en mand midt i sporet, som tilsyneladende gik og talte i mobil. En påkørsel kunne ikke undgås

Brandvæsen og ambulancer rykkede ud til Nordhavn Station, men den dræbte blev fundet længere ude af sporet mod Svanemøllen. Foto: Kenneth Meyer
Brandvæsen og ambulancer rykkede ud til Nordhavn Station, men den dræbte blev fundet længere ude af sporet mod Svanemøllen. Foto: Kenneth Meyer

Føreren på et S-tog mellem Nordhavn og Svanemøllen stationer havde ikke en chance for at undgå en påkørsel, da han pludselig opdagede, at en mand gik midt i sporet med ryggen til toget og tilsyneladende talte i mobiltelefon.

Lokoføreren nødbremsede toget og trykkede på hornet, men manden reagerede slet ikke og blev ramt med op mod 80 km/t. Han var dræbt på stedet.

Påkørslen skete 3. juli klokken 23.37, hvor linje B mod Farum netop var kørt fra Nordhavn mod Svanemøllen.

Toget var stadig under acceleration, da lokoføreren i venstrekurven på vej mod perronen på Svanemøllen Station så i mørket, at en person gik midt i sporet med ryggen til kun 20 meter fra toget. Manden havde venstre arm oppe til venstre øre, som om han talte i mobiltelefon.

Havarikommissionens jernbaneenhed har forsøgt at opklare ulykken, men bortset fra lokoføreren var der ingen vidner, og påkørslen skete et sted uden kameraovervågning.

Overvågningen fra Nordhavn Station blev også kigget igennem uden relevante fund. Så påkørslen er stadig lidt af et mysterium. Der er fire jernbanespor ved siden af hinanden på strækningen mellem Nordhavn og Svanemøllen, og den dræbte gik i det andet spor set fra venstre side i S-togets kørselsretning.

Påkørslen skete et sted, hvor der er adgang forbudt for offentligheden.

Havarikommissionen konkluderer, at der var tale om en ulykke og har indstillet undersøgelserne, fordi de ikke vil føre til at afdække forhold af væsentlig betydning for jernbanesikkerheden eller til anbefalinger af forebyggende karakter.

Videoovervågning på Nordhavnen viste ikke, hvorfor manden gik ud på sporet på vej til Svanemøllen. Foto: Kenneth Meyer
Videoovervågning på Nordhavnen viste ikke, hvorfor manden gik ud på sporet på vej til Svanemøllen. Foto: Kenneth Meyer