Det var midt i et vejkryds, at en 21-årig mand blev skudt og dræbt i sin bil i krydset Søndervangs Allé/Ringvej Syd i Viby J. Han blev fundet død klokken 1.11 natten til tirsdag af en patrulje, der var kaldt til området i anden forbindelse.
Men svaret på, hvorfor han skulle have en så voldsom skæbne, blafrer stadig i vinden.
Politiinspektør Brian Olsen fortæller, at de lige nu kører tre hovedspor. Alt om optakten til drabet. Hvad der sker under selve drabet. Og hvad der sker efter drabet.
Herunder indgår også offerets færden.
- Kan han have været et tilfældigt offer?
- Det kan vi ikke udelukke.
- Er der noget, der tyder på, at det kunne være tilfældet?
- Det er en af de hypoteser, vi arbejder med. Så vi kan hverken udelukke det eller bekræfte det.
Han fortæller, at den unge mand ikke har nogen banderelationer, men de er stadig tidligt i forløbet i forhold til at tegne billedet af offeret. De pårørende er underrettet.
- Lige nu er vi i gang med at danne os et overblik over den dræbte.
Han fortæller, at den afdøde boede i Aarhus.
- Ved I, hvad han skulle på stedet på det tidspunkt?
- Nej, vi er slet ikke færdige med den kortlægning nu, siger han og nævner, at de også afventer teledata-oplysninger.
Kort efter det formodede gerningstidspunkt fik politiet en anmeldelse om, at der var en bil i brand ved enden af Ormslevvej i vestlig retning. Der er tale om sølvfarvet VW Golf Variant, der havde monteret stjålne nummerplader med registreringsnummeret HG 36244.
Politiet hører meget gerne fra folk, der har oplysninger om den bil.
Politiinspektør Brian Voss Olsen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at sige, hvor udbrændt bilen er.
Både bilen og nummerpladen er stjålet, men han ønsker ikke at sige hvor og hvornår, de er stjålet, af hensyn til efterforskningen og sporsikringen de steder.