Dræbt knivmands sidste ord: Bare kom og tag mig

Charlotte kendte Martin og talte med ham, inden han dræbte en ældre mand og selv blev skudt af politiet

Charlotte prøvede at stoppe Martin kort inden episoden kulminerede. Video/redigering: Per Rasmussen/Kristian Hansen

En indkøbstur i Spar endte som et mareridt for 26-årige Charlotte fra Nykøbing Falster.

Sådan her oplevede hun de dramatiske minutter, da en yngre mand lørdag blev dræbt af politiet umiddelbart efter, han havde stukket en 72-årig mand i halsen.

Charlotte viser, hvor hun så knivmanden Martin, da hun kom ud af Spar på Enighedsvej i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen
Charlotte viser, hvor hun så knivmanden Martin, da hun kom ud af Spar på Enighedsvej i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen
 

Da Charlotte kommer ud af supermarkedet på Enighedsvej, står hun pludselig overfor en knivbevæbnet mand.

En mand, hun kender.

- Det var Martin. Jeg har gået i folkeskole med ham. Et par klasser over. Han havde to knive og slog sig i brystet som en abe. Med knivbladene indad, så han begyndte at bløde. Han forsøgte også at stikke bilerne, der holdt parkeret og lænede sig henover flere af dem, fortæller Charlotte, der råbte sin gamle skolekammerat an:

26-årige Charlotte prøvede at tale knivmanden Martin, der var en gammel skolekammerat, til ro. Foto: Privat
26-årige Charlotte prøvede at tale knivmanden Martin, der var en gammel skolekammerat, til ro. Foto: Privat
 

- Jeg er jo vokset op med ham og kender ham godt. Han er en fin fyr med hjertet på rette sted, men han var ikke sig selv. Jeg kendte godt til, at han nogen gange tog stoffer. Jeg råbte: Hey Martin, hvad fanden laver du og siger, at han skal smide knivene.

Herefter begynder den 24-årig mand at bevæge sig i sydlig retning på Enighedsvej og Charlotte kan høre politisirener.

- Kunne Martin genkende dig?

- Ja, det tror jeg. På et tidspunkt, når jeg ind til ham og hans øjne ændrer sig lidt. Han siger: Jeg er en færdig mand  - bare kom og tag mig. I starten sagde politiet ikke rigtig noget til ham, men sigtede bare på ham, og på et tidspunkt er han meget tæt på en betjent med sine knive, siger Charlotte, der trækker lidt væk fra situationen, mens mindst fire betjente følger efter Martin forbi flere sideveje til Enighedsvej.

- Lidt senere ser jeg, at der falder en mand til jorden. Jeg tror, at det er Martin, som de har fået lagt ned, men det var så desværre den ældre mand, siger Charlotte.

- Det er helt sikkert ikke let at være betjent i dag, men det her foregik over flere minutter. Jeg kan ikke forstå, at politiet ikke får såret Martin tidligere, når han går og fægter med knive.

Samme oplevelse har dem, der optog en video af forløbet. På videoen kan man høre en vidne sige:

- Hvorfor skyder de ham ikke. Han kan finde på alt muligt ham der.

40 sekunder efter de ord falder, da Martin passerer sidevejen Finlandsvej, skyder politiet ham. Martin er i mellemtiden nået op til sidevejen Gedservej, hvor han umiddelbart inden skuddene stikker en tilfældig 72-årig mand. Begge dør, selv om et andet øjenvidne fortæller til Ekstra Bladet, at det så ud til, at der blev ydet hurtig og effektiv førstehjælp.

Dramaet i Nykøbing Falster begyndte kort før klokken 16, men politiet var også på stedet efter mørkets frembrud. Foto: Per Rasmussen
Dramaet i Nykøbing Falster begyndte kort før klokken 16, men politiet var også på stedet efter mørkets frembrud. Foto: Per Rasmussen
 

- Det var ikke meget blod, der kom fra den ældre mand. Betjenten var virkelig god til at lægge pres på, siger vidnet, der ønsker at være anonym og fortæller, at en betjent, der havde skudt mod Martin, bagefter sundede siddende på et hegn med begge hænder for ansigtet.

Dagen derpå er Charlotte ked af, at hun ikke formåede at stoppe den blodige konfrontation.

- Det blik, Martin havde i øjnene, var jo et råb om hjælp. Det sidder stadig i mit hovedet. Bare jeg havde kunne gøre noget mere.

Politiet oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer, da sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)

Myndigheden indleder straks en undersøgelse af sagen, men har ikke yderligere oplysninger for nuværende, oplyste DUP i en pressemeddelelse lørdag aften.

Når undersøgelsen er afsluttet, vil DUP udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Dræbt knivmands bror: Derfor gik det galt for Martin

Hård kritik af politiet: Tilfældigt drab kunne være undgået