Jakob Ebbe kendte ofret i den mystiske og voldsomme knivstikker-drabssag i Holbæk bedre end de fleste, og han kan slet ikke forlige sig med den tanke, at den nu afdøde Kim Wiggers Olsen skulle have været selvmords-truet eller en del af byens misbrugsmiljø.
Den 46-årige scenemester på børneteatret Fair Play, hvor den nu afdøde sjællænder var ansat i et flexjob til sin død i december 2018, arbejdede tæt og rutinemæssigt sammen med den tre år yngre mand.
- Kim var især i de sidste to år en sindssygt stabil arbejdskraft, og det var mit klare indtryk, at han var komme ud af det pillemisbrug, han før den tid havde i forlængelse af sin tarmsygdom. En narkoman kan ikke passe sit job, som han gjorde, vurderer Jakob Ebbe, der udtaler sig som privatperson og ikke på teatrets vegne.
En 20-årig tidligere narkoman og gymnasieelev er tiltalt i drabssagen, som nu kører i Retten i Holbæk. Efter anklagerens opfattelse var det den unge mand, der i en rus af stoffer stak en køkkenkniv dybt ind i Kim Wiggers Olsens bughule og brystkasse lørdag 15. december 2018 i den ældre kammerats lejlighed.
Helt vildt glad og lykkelig
Samme aften blev han fundet blodig og død siddende i sin sofa. Den nu tiltalte mand blev kort efter anholdt i det forsorgshjem, hvor han boede.
Mor i dyb sorg: Elsket søn hugget ihjel i sofa
Den 20-årige husker ikke, hvad der skete i lejligheden. Men han nægter sig skyldig, og hans forsvarer, Thomas Fogt, argumenterer under bevisførelsen for, at Kim Wiggers Olsen kan have taget sit eget liv.
Det giver ikke mening for Jakob Ebbe, der i sin tid skaffede flex-jobbet til Kim Wiggers Olsen, og betragtede sig selv som den 43-årige mands mentor og 'en rigtig god ven'.
- Jeg skal ikke tage stilling til, om nogen er skyldig eller ej. Men jeg var sammen med Kim et par dage før hans død, og der var han på toppen, helt vildt glad og lykkeligere end nogensinde, siger Jakob Ebbe.
Svært at tro på selvmord
Mentoren havde få dage før det voldsomme dødsfald skaffet Kim Wiggers Olsen et sommerjob i Grønland, hvor han i nogle uger i år skulle have arbejdet på et cykelværksted.
- Det glædede han sig meget til, og også derfor er det svært at tro på, at han skulle have begået selvmord, siger Jakob Ebbe, som også hæfter sig ved, at Kim Wiggers Olsen havde sat sin lejlighed flot i stand, havde kærester og i det hele taget virkede til at have styr på sit liv.
Det undrer derfor også Jakob Ebbe, at en retspatolog i retten har dokumenteret, at der var spor af amfetamin i Kim Wiggers Olsens blod.
- Det kan selvfølgelig været et enkeltstående tilfælde. Men jeg var jo ikke en del af hans privatliv. Drabssagen kom som et chok for mig og andre, der kendte Kim. Alle holdt af ham. Jeg vil beskrive ham som et virkelig sødt menneske, siger Jakob Ebbe.
Nævningesagen kører videre fredag med afhøring af vidner, bevisførelse og dokumentation af mentalerklæring og tekniske spor, og der ventes af falde dom i løbet af 14 dage.