Dræbt storebrors chef: Han skulle have været på arbejde i dag

Mor, far og søn var alletiders: Kender kun drabssigtet lillebror som stille og nørdet type

Den 22-årige mand blev ifølge politiet dræbt af sin egen lillebror i sit barndomshjem. Den 19-årige lillebror slog ifølge sigtelsen også forældrene ihjel. (Foto: Privat)
Den 22-årige mand blev ifølge politiet dræbt af sin egen lillebror i sit barndomshjem. Den 19-årige lillebror slog ifølge sigtelsen også forældrene ihjel. (Foto: Privat)

- Han var her til klokken seks i aftes, og det var også meningen, han skulle komme og hjælpe i dag.

Arbejdsgiveren fik på den værst tænkelige måde besked om, at hans mangeårige medarbejder ikke ville møde på arbejde onsdag, da han med bange anelser kontaktede politiet.

Den 22-årige mand blev ifølge politiet i nat slået ihjel af sin lillebror i sit barndomshjem, hvor han boede sammen med mor og far. Også de mistede livet, da deres 19-årige søn ifølge politiet gik amok med en kniv.

Han blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for at have dræbt sin storebror, mor og far med flere knivstik.

Alletiders fyr
Som mange andre er chefen chokeret over tragedien, der er ramt ned midt i den nordjyske by Gandrup øst for Aalborg:

- Jeg er dybt rystet. Det er så tragisk, som det overhovedet kan blive. Han har arbejdet her som arbejdsdreng, siden han var 14 år. Han var alletiders fyr, der altid var parat til at give en ekstra hånd. Jeg kunne ringe døgnet rundt, og så kom han og hjalp.

- Han var glad, som han plejer i går.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dræbt storebrors chef: Han skulle have været på arbejde i dag


En trelænget gård er blevet forvandlet til gerningssted, efter at en 19-årig mand ifølge politiet i nat dræbte sin familie med flere knivstik. (Foto: René Schütze)

Den nu afdøde medarbejder var også i gang med sin uddannelse, hvor han ifølge chefen scorede super karakterer.

Lillebror mere stille og nørdet
Den nu dræbte boede hjemme hos sin mor og far, som chefen i løbet af de sidste otte år også har lært at kende:

- Jeg kender dem kun som alletiders mennesker og har aldrig oplevet, at der var noget i vejen i familien. De har lige været ude at rejse, og faren skulle snart holde op med at arbejde.

Den nu varetægtsfængslede og drabssigtede lillebror kender han ikke så godt:

- Så jeg skal ikke kunne sige noget om, hvad der er sket. Men mit indtryk er, at lillebroren er den mere stille og nørdede type, mens hans storebror var den praktiske, udadvendte, der havde skruet hænderne rigtig godt på.

Den nu varetægtsfængslede mand er beskyttet af et navneforbud, hvorfor pressen er afskåret fra at bringe oplysninger, der kan identificere ham. Derfor kan Ekstra Bladet heller ikke afsløre identiteten på ofrene for tragedien.