Dræbte Suhaib skulle i radioen i dag

23-årige dræbte Suhaib skulle gæste radiovært Rushy Rashid i dag

Suhaib Jaffar arbejdede som idrætslærer på en privatskole (Privatfoto).
Suhaib Jaffar arbejdede som idrætslærer på en privatskole (Privatfoto).

Ekstra Bladet er fredag aften blevet kontaktet af radiovært Rushy Rashid, som nu beklager sit Facebook-opslag, fordi hun kædede Suhaib sammen med bandemiljøet.

- Det er korrekt, at Suhaib skulle have været i radioen i dag sammen med sin mentor, men jeg havde misforstået, at han var en del af en bande. Det er ikke korrekt, og jeg er ked af, at det nu er mig, som kæder ham sammen med en bande. I stedet skulle vi snakke om, hvordan man ved hjælp af coaching kan få personer tilbage på sporet, siger Rushy Rashid til Ekstra Bladet.

Rushy Rashid understreger, at hun intet kendskab har til, at Suhaib Jaffar har noget som helst med nogen bandegrupperinger at gøre.

Rushy Rashid har nu slettet sit Facebook-opslag. På ekstrabladet.dk slettes ikke artikler, så herunder kan du læse artiklen, som den oprindeligt så ud.

----------

Den 23-årige Suhaib Jaffar, der var en af de dræbte i trippeldrabet på Frederiksberg, havde et stort ønske om at forlade kriminalitet og bandemiljøet. Han manglede bare en sidste hjælp.

I dag skulle han nemlig have medvirket i et radioindslag på Radio24syv. Det skriver radioværten Rushy Rashid på sin Facebook-profil.

Suhaib Jaffar ville ud af bandemiljøet, for ifølge ham selv, ville han til  'at gøre det rigtige' (Facebook).
Suhaib Jaffar ville ud af bandemiljøet, for ifølge ham selv, ville han til 'at gøre det rigtige' (Facebook).

Indslaget skulle handle om, hvordan man får unge ud af kriminalitet. Et problem, som Suhaib Jaffar kendte alt for godt.

- Jeg ved, at han var på vej væk fra det hele. Som han sagde, så ville han gøre det rigtige og kunne mærke, at det var nu, skriver Rushy Rashid i Facebook-opslaget.

Udover Suhaib Jaffar skulle en dansk coach, der hjælper unge ud af kriminalitet og bandemiljøet, også deltage i indslaget.

Hør om trippeldrabet her.

Frygtede for sit liv

Rushy Rashid skriver, at hun i længere tid har arbejdet på at forberede interviewet. En samtale, der nu aldrig kommer til at ske.

- Det, vores snak skulle have handlet om, var, hvordan han levede sit liv med frygt. Hvordan han røg derud, hvor man mister fornemmelsen for alle andre relationer og bånd til alle andre fællesskaber, og det eneste der tæller, er det broderskab og fællesskab, ens bande giver en, skriver Rushy Rashid i sit opslag.

Arbejdede som lærer

Men Suhaib Jaffar brugte ikke kun sin tid i bandemiljøet - han arbejdede blandt andet også som idrætslærer på Iqra Privatskole på Hermodsgade på Nørrebro.

- Vi vil med stor sorg informere jer om, at vi i går har mistet en lærer, vores kollega og en del af Iqra-familien, skrev skolen torsdag på sin hjemmeside i et brev til forældrene.

- Hans død berører os dybt, og vi sørger over vores tab, lød det videre.

Eleverne blev informeret om deres lærers tragiske død torsdag, og skolen er opmærksom på, at nogle elever muligvis har brug for ekstra omsorg.