Dræbte tre foran abortklinik: Jeg er skyldig

Robert Dear, 57, er anklaget for at have åbnet ild mod en abortklinik i Colorado

Robert Dear, 57, erklærede sig under retsmødet skyldig i anklagerne. Han risikerer dødsstraf (Foto: AP)
Robert Dear, 57, erklærede sig under retsmødet skyldig i anklagerne. Han risikerer dødsstraf (Foto: AP)

Robert Dear, der er anklaget for at have dræbt tre personer foran en abortklinik i den amerikanske delstat Colorado, erklærede onsdag, at han er 'en kriger for babyerne'.

- Jeg er skyldig. Der er ikke brug for en retssag. Jeg er en kriger for babyerne, siger han under retsmødet.

Den 57-årige mand, der har levet en omtumlet tilværelse de seneste år, blev under retsmødet præsenteret for 179 anklagepunkter, herunder drab på to kvinder og en politimand.

Ni andre personer blev såret - herunder flere betjente. Hvis han kendes skyldig i anklagerne, så risikerer han at blive idømt dødsstraf.

Så trippelmorder i øjnene: 'Han sigtede direkte mod mit hoved'

Abort er stærkt omstridt i USA. Siden 1977 er mindst otte ansatte på abortklinikker blevet dræbt i angreb. Dertil kommer en lang række tilfælde af ildspåsættelser, dødstrusler og hærværk.

De seneste måneder har klinikken Planned Parenthood, der modtager offentlig støtte, været genstand for hård kritik fra den amerikanske højrefløj.

Robert Dear forlader retslokalet i Colorado Springs, hvor abortklinikken ligger. (Foto: AP)
Robert Dear forlader retslokalet i Colorado Springs, hvor abortklinikken ligger. (Foto: AP)

Tre personer mistede livet, mens flere andre blev såret i skyderiet. (Foto: AP)
Tre personer mistede livet, mens flere andre blev såret i skyderiet. (Foto: AP)
 

Da Robert Dear blev anholdt efter skyderiet, skal han ifølge lokale medier have mumlet 'ikke flere baby-dele'.

- I vil aldrig vide, hvad jeg så i den klinik. Uhyrligheder! Babyer! Det er, hvad de ønsker at skjule, siger Dear under retsmødet ifølge Associated Press.

De tre dræbt er identificeret som politimanden Garrett Swasey, 44, Irak-veteranen Ke'Arre Stewart, 29, og Jennifer Markovsky, 35, der havde givet en veninde et lift til klinikken.

Politiet tavs om motiv
Politiet har endnu ikke meldt ud om et motiv til skyderiet, selv om der er flere indikationer på, at Dear var abortmodstander.

Planned Parenthood udfører aborter, men tilbyder også familieplanlægning og fertilitetsbehandling for særligt kvinder med lav indkomst.

Klinikken i Colorado Springs har flere gange været genstand for protester. Den er derfor blevet flyttet til den nuværende beliggenhed, der er blevet beskrevet som et 'fort' af abortmodstandere.

Colorado Springs ligger 100 kilometer syd for Denver.