Drama i København: Mand skudt i hovedet gennem bilrude

Natten til fredag efterforsker politiet skyderi på Frederiksberg, hvor en yngre mand blev ramt af to skud

Sideruden er knust i den sorte VW. En yngre mand blev ramt af skud, mens han sad i bilen. (Foto: Mogens Flindt)
Sideruden er knust i den sorte VW. En yngre mand blev ramt af skud, mens han sad i bilen. (Foto: Mogens Flindt)

En yngre mand er i kritisk tilstand, efter at han ved 23-tiden blev ramt af to skud, mens han sad i en bil på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i København.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Jensen, til Ekstra Bladet.

- Han er ramt af skud i hovedet og i venstre side af maven. Vi kan konstatere, at han er blevet skudt, mens han har siddet i en bil, siger Kenneth Jensen ved 03-tiden.

Bilen, en sort VW Tiguan, holder midt på Peter Bangs Vej med en knust rude i førersiden. Politiet har natten til fredag afspærret området, mens skudepisoden efterforskes.

(Foto: Mogens Flindt)
(Foto: Mogens Flindt)
 

To personer er efterfølgende blevet anholdt tæt på gerningsstedet, men politiet kan endnu ikke sige, om de har forbindelse til skyderiet.

- Vi skal først have dem afhørt, siger den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen og forklarer, at politiet arbejder på højtryk på at stykke puslespillet sammen.

 

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Det er uvist, om der var flere personer i bilen, da manden blev skudt, men ifølge efterforskningslederen kan der også være blevet affyret skud fra offerets bil.

- Det er noget af det, vi undersøger. Der er fundet flere hylstre på stedet, siger Kenneth Jensen til Ekstra Bladet.

Ikke afhørt

Den sårede mand blev kørt til behandling på Rigshospitalet, og politiet har ikke kunnet afhøre ham på grund af kvæstelserne.

Politiet har endnu ikke identificeret offeret, men ifølge Kenneth Jensen er der tale om en yngre mand. Motivet er ligeledes ukendt.

(Foto: Mogens Flindt)
(Foto: Mogens Flindt)
 

Henvendelser i sagen til Københavns Politi på telefon 114.