En sikkerhedsvagt i Tivoli Friheden i Aarhus måtte torsdag aften håndtere en særdeles besværlig gæst.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Hændelsen fandt sted klokken 21.36. Her modtog politiet en anmeldelse om, at en vagt var blevet slået i ansigtet af en gæst.
Gæsten - en 41-årig mand - var kort forinden blevet bortvist fra forlystelsesparken.
Svingede med flaske
Ifølge anmeldelsen var manden inden overfaldet af vagterne blevet bedt om at forlade stedet.
Det skyldes, at han angiveligt havde stået og svinget med en flaske vodka, hvilket havde været til fare og gene for parkens andre gæster.
Manden var synligt beruset.
Politiet blev kaldt ud til parken. Her blev den 41-årige sigtet for at have begået vold, skriver politiet.