Drama ved Kamala Harris' hus: Mand med våben anholdt

En mand er onsdag formiddag amerikansk tid blevet anholdt foran den amerikanske vicepræsident Kamala Harris' hus

Kamala Harris' hus i Washington. Foto: Charles Dharapak/Ritzau Scanpix
Kamala Harris' hus i Washington. Foto: Charles Dharapak/Ritzau Scanpix

En 31-årig mand er onsdag formiddag amerikansk tid blevet anholdt foran Kamala Harris' hjem i Washington.

Ved anholdelsen fandt politiet en riffel og ammunition i mandens bil, som holdt et stykke derfra. Det skriver CNBC.

Manden, der er fra Texas, var i forvejen eftersøgt af politiet, og han blev stoppet af Secret Service-betjente foran det, der hedder The Naval Observatory, hvor vicepræsidentens hjem ligger.

Bor der ikke
Kamala Harris bor dog ikke i huset i øjeblikket, eftersom det er ved at blive renoveret.

Lige nu bor hun i Blair House, som ligger i nærheden af Det Hvide Hus.

Den anholdte mand er blandt andet blevet sigtet for at bære et farligt våben, at bære en riffel eller shotgun uden for en forretning og for at være i besiddelse af uregistreret ammunition.

Fanget på video
Andrew Leyden, en amerikansk mand, der laver videoer til Youtube, var på vej til et sted, hvor han skulle optage en video, da han passerede flere politifolk og en mand i håndjern foran vicepræsidentens hjem.

Det optog han og delte i et opslag på Twitter. Du kan se opslaget nedenfor.