Drama ved Trump-resort: Sikkerhedsstyrker åbner ild

To personer er blevet anholdt efter en biljagt, oplyser amerikanske myndigheder

Politiet er rykket talrigt ud til luksusresortet efter dramaet. Video: Reuters via Ritzau Scanpix

En bil med to personer er fredag formiddag lokal tid trængt igennem to checkpoints ved Donald Trumps golf-resort Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida.

Her beretter flere amerikanske medier, herunder Florida-mediet WSVN 7 News, at sikkerhedsvagter og Secret Service-agenter åbnede ild mod bilen for at få den bremset.

En FBI-talsmand bekræfter over for CNN, at 'der har været en hændelse'.

Palm Beach County politi skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om en sort SUV, som kørte i retning af hovedindgangen til resortet. 

Politiet bekræfter også, at der blev skudt mod køretøjet. Man er nu i gang med at undersøge, om det var Secret Service eller andet sikkerhedspersonale, der skød mod bilen.

Herefter tog føreren flugten, men blev efter en politijagt stoppet. To personer er nu i politiets varetægt, lyder det i pressemeddelelsen.

WSVN 7 News mener at vide, at der er tale om to kvinder. Det er ikke bekræftet fra officiel side. Ifølge CNN er FBI og Secret Service fortsat til stede ved resortet.

Det er heller ikke klart, om der er tilskadekomne.

Det og mere ventes at blive uddybet på en pressekonference, der er varslet til klokken 21 dansk tid.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping under et statsbesøg afholdt på Mar-a-Lago i 2017. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping under et statsbesøg afholdt på Mar-a-Lago i 2017. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Trump kommer senere
Der er planen, at den amerikanske præsident skal ankomme til Mar-a-Lago senere fredag aften. Præsidentparret er kendt for at bruge mange af deres weekender på Trumps golfresort.

Her har Donald Trump også taget imod Kinas præsident, Xi Jinping, i april 2017.