Et fire-personers Cesna-fly var tirsdag først på aftenen i problemer i luftrummet over det østlige Jylland.
Det fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, Christian Riis, til Ekstra Bladet.
En el-fejl betød, at piloten fik melding om, at landingsstellet ikke fungerede. Derfor blev der slået alarm, og både Østjyllands Politi og Beredskab & Sikkerhed i Kolind rykkede talstærkt ud for at forberede sig på en sikkerhedslanding.
Meldingen til alarmcentralen kom klokken 18.52.
- Man gjorde nogle ting klar, hvis noget skulle gå galt, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
- Det betød, at brandvæsenet satte nogle ting i værk, ligesom vi sendte en indsatsleder. Helt standard procedure, siger vagtchefen.
Der var kun piloten selv til stede i den lille maskine. Det viste sig, at landingsstellet fungerede alligevel, og maskinen landede sikkert i Kolind.