Politiet måtte natten til onsdag sætte efter en sort Seat på Motorring 3.
En patrulje forsøgte i første omgang at få føreren til at standse på strækningen i nordgående retning på den københavnske vestegn, men først ved afkørsel 20 i Gentofte skete det ufrivilligt.
Her bragede bilen nemlig ind i autoværnet, efter at flugtbilisten havde forsøgt at dreje af i sidste øjeblik på den våde kørebane.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det fortæller vagtchef ved København Vestegns Politi Brian Holm til Ekstra Bladet:
- Vi starter en eftersættelse klokken 00.42, hvor en af vores patruljer får øje på et køretøj, som de gerne vil bringe til standsning på Motorring 3.
- Det er de ikke enige i, og derfor følger vi efter dem. Føreren vælger så ved afkørslen at dreje fra, mens det regner rigtigt meget og kører galt.
Alle personer i bilen var efterfølgende uskadte, forklarer vagtchefen videre.
Èn person er nu sigtet for diverse lovovertrædelser.
- Den ene mand har vi taget med og sigtet for flere færdselsovertrædelser, og sigtet ham for at køre i spiritus- og narkopåvirket tilstand.