Dreng fængslet i fire uger i voldtægtssag

En 15-årig dreng blev ved retten i Odense tirsdag varetægtsfængslet for sexoverfald på en 12-årig pige

En dreng på 15 år er tirsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Odense i en voldtægtssag med en blot 12-årig pige som offer.

Grundlovsforhøret blev lukket straks efter oplæsning af sigtelsen. Retsmødet varede tre kvarter, og varetægtsfængslingen blev ikke kæret.

- Sigtelsen går på dels forsøg på samleje med en ung under 15 år og dels på voldtægt ved andet seksuelt forhold (end samleje, red.) af en under 15 år, sagde anklager Maria Blomsterberg efter retsmødet.

- Han blev varetægtsfængslet på baggrund af det, der vedrører voldtægt ved andet seksuelt forhold af en person under 15 år, og vidnetrusler efter straffelovens paragraf 123.

Den unge mand blev først anholdt i søndags og siden løsladt. Han blev atter anholdt, og sagen var i anden omgang stærk nok til at fremstille ham i grundlovsforhør. Maria Blomsterberg oplyser, at vidnetruslerne er fremsat i relation til den udåd, han er sigtet for at have begået fredag eftermiddag.

- Det var anklagemyndighedens vurdering, at mistankegrundlaget ikke var til stede søndag, men det vurderede vi så mandag, at det var med henblik på varetægtsfængsling, siger Maria Blomsterberg.

- Og det har retten altså været enig i, siger anklageren.

Fredag oplyste politiet, at overfaldet skulle være sket omkring klokken 15.13 ved, at den 12-årige pige blev angrebet bagfra, og at gerningsmanden 'gennemførte andre seksuelle forhold i et buskads tæt på stien', som ligger mellem Flittergræsset og Fraugde-Radby-vej.