Dreng fanget under vægtløftning: Fik 98 kilo tunge vægte ned på halsen

Lå angiveligt fanget på bænkpresse i omkring tyve minutter før han blev fundet

Den 15-årige Ben Shaw kæmper for sit liv efter at han kom til skade under vægtløftning. Foto: Privat/Facebook
Den 15-årige Ben Shaw kæmper for sit liv efter at han kom til skade under vægtløftning. Foto: Privat/Facebook

En 15-årig dreng kæmper i disse timer for sit liv efter at han forleden kom alvorligt til skade, mens han trænede med 98 kilo tunge vægte.

På et tidspunkt under træningen mistede den 15-årige Ben Shaw fra Brisbane i Australien grebet om vægtstangen, som faldt ned over hans hals.

I tyve minutter lå den bevidstløse Ben Shaw fanget under det tunge udstyr, før han blev fundet i træningslokalet.

Ifølge den australske TV-station 7 News gav ansatte den 15-årige førstehjælp, før ambulancefolk kunne bringe ham på det lokale hospital.

Her er Ben Shaw nu koblet til en respirator.

Masser af sympati
En talsmand for politiet vil ikke udtale sig om, hvorvidt den 15-årige befandt sig alene i træningslokalet, mens han trænede på bænkpressen.

Hvis det er tilfældet, så er reglerne på trænings-centeret blevet brudt.

Ifølge reglerne skal børn under 16 år gennemgå en introduktion med en voksen og de skal overvåges, når de træner i lokalet.

På de sociale medier strømmer det ind med sympati-tilkendegivelser fra venner og bekendte til den hårdt ramte familie.

De nærmere omstændigheder omkring den tragiske ulykke efterforskes for øjeblikket af myndighederne i Australien, skriver flere australske medier.