Dreng nægter seks voldtægtsforsøg: - Jeg blev tvunget til at røve kvinderne

Tre drenge tvang ham til at begå gaderøverier mod seks kvinder, siger 16-årig, der er tiltalt for voldtægtsforsøg

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Retten i Lyngby, Ekstra Bladet

En 16-årig dreng erkender, at han overfaldt seks unge kvinder i Lyngby, men han benægter, at der var tale om voldtægtsforsøg.

Det kom frem, da retssagen mod den 16-årige, som kun var 15 år, da overfaldene skete, i dag begyndte ved retten i Lyngby.

Han erkender, at overfaldene skete stort set, som det er beskrevet i anklageskriftet.

Men drengen afviser, at der var en seksuel hensigt med at overfalde de seks kvinder. Det var gaderøverier, som han blev tvunget til at begå af tre store drenge, som han kender, siger han.

De truede ham med kniv til at overfalde kvinderne for at stjæle deres mobiltelefoner og tasker, siger den 16-årige, som i retten har navngivet de tre drenge, der er en dansker og to tyrkere.

Foreløbig er drengen afhørt om det første voldtægtsforsøg, som han er tiltalt for.

- Skulle røre hende over det hele
- Jeg overfaldt hende og lagde hende ned. Drengene sagde, jeg skulle røre hende over det hele for at finde tingene, sagde han.

Forklaringen fra den 16-årige er helt ny. I et tidligere retsmøde under en fristforlængelse erkendte den 16-årige, at han tog fat i kvinden for at vise, at 'han var en sej og modig fyr.'

15-årig tiltalt for voldtægtsforsøg: Kvinderne slog og sparkede sig fri

Ifølge tiltalen tog han fat med sin arm bagfra om hendes hals, trak hende ned i græsset ved siden af retten i Lyngby og befølte hende på låret og den ene balle. Men kvinden skreg højt og gjorde modstand, så drengen flygtede.

- Der var mange ude at gå tur, som måske hørte det, sagde den 16-årige i retten.

Anklager Christina Schønsted undrer sig over, at den 16-årige aldrig har fortalt politiet om de tre drenge, som skulle have tvunget ham til at begå røverier mod kvinderne.

- Kan du forstå, at det er svært at tro på nu?, sagde anklageren.

Den 16-årige hævder, at han ville holde det for sig selv og ikke var parat til at 'stikke' kammeraterne.

- Jeg er nødt til at fortælle det nu, sagde han.

- Jeg skulle tage deres ting og give dem til drengene.

- Fik ordre på, hvad han skulle gøre
Den 16-årige forklarer, at han inden de seks overfald mødtes med de andre drenge og fik besked på, hvad han skulle gøre. Det var de tre drenge, der udvalgte kvinderne, og så skulle han følge efter dem og frarøve dem alle værdier, siger den 16-årige. Det var ikke hver gang, at alle tre drenge mødte op, når han blev 'tilkaldt' via mobilen.

- Nogle gange var de der alle tre, andre gange kun to eller en, hævder den 16-årige. Drengene holdt sig i nærheden, mens han begik overfaldene, siger han.

I retten forklarede den 16-årige, at han ikke har haft en kæreste, siden han var syv-otte år gammel, og at han ikke har haft en seksuel debut endnu.

Ifølge anklageskriftet blev de seks kvinder overfaldet bagfra og væltet omkuld, mens gerningsmanden lagde sig oven på dem, rev i deres tøj og befølte dem. Flere af kvinderne fik også kraftige knytnæveslag. Et af ofrene brækkede næsen, som begyndte at bløde.

Fem af de seks kvinder gjorde voldsom modstand og skreg. De slog og sparkede gerningsmanden, som opgav og flygtede. En af kvinderne prikkede ham i øjnene. I det sjette forhold blev han skræmt væk af et vidne.

Den 16-årige blev anholdt få dage efter de sidste to voldtægtsforsøg, som skete den 31. oktober sidste år med godt to timers mellemrum. Politiet sikrede sig video-overvågning fra Lyngby Station, hvor den ene kvinde havde bemærket gerningsmanden.

Politiet offentliggjorde billedet af det formodede gerningsmand, og drengens forældre genkendte sønnen og ringede til politiet,der anholdt ham. Forældrene følger retssagen mod deres søn.

Den 16-åriges forsvarer, advokat Poul Ege Poulsen, forlangte ved retsmødets start, at hele retssagen skulle finde sted for lukkede døre på grund af den tiltaltes unge alder, og fordi det ville være krænkende for drengen, hvis retssagen var offentlig.

Men retten i Lyngby afviste at lukke dørene, fordi hensynet til at offentligheden får indblik i sagen vejer tungere end hensynet til den tiltalte.