To personer blev tidligere søndag anholdt og sigtet for trusler i forbindelse med afbrændingen af en dukke af Mette Frederiksen til en demonstration lørdag. Siden er en tredje person også blevet anholdt i sagen.
Der er tale om tre mænd på 30, 32 og 34 år, og de fremstilles søndag eftermiddag i grundlovsforhør i Københavns Byret.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
S-ordfører rasende over Mette F.-dukke: 'Fy for pokker'
Brændte dukke
Lørdag havde gruppen Men In Black arrangeret en demonstration mod regeringens coronarestriktioner. Demonstrationen blev afsluttet på Julius Thomsens Plads, hvor flere endte i optøjer og sammenstød med politiet.
Efterforsker afbrænding af Mette F-dukke
Her blev en dukke af statsminister Mette Frederiksen hængt op i en lygtepæl, hvorefter der blev sat ild til den.
På dukken var påklistret et skilt, hvor der stod 'Hun må og skal aflives'.
De to personer er ifølge pressemeddelelsen sigtet for brud på straffelovens paragraf 113, som har en strafferamme på 16 års fængsel. Derudover er de sigtet for overtrædelse af paragraf 266, som omhandler trusler. Her er strafferammen 2 års fængsel.
Det er en skærpende omstændighed, at truslerne er fremsat mod et medlem af regeringen.
Samarbejde med PET
'Det er fuldstændig uacceptabelt at fremføre så alvorlige trusler i et demokrati, og derfor er jeg godt tilfreds med, at den omfattende efterforskning allerede har ført til anholdelser i sagen,' siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes i pressemeddelelsen.
Modstandere tager Mette F. i forsvar: - Uanstændigt!
Efterforskningen er sket i samarbejder med PET, og Københavns Politi udelukker ikke, at der kan ske flere anholdelser i sagen. Det oplyses desuden, at politiet ikke har yderligere kommentarer af hensyn til den videre efterforskning.
Under optøjerne efter demonstrationen lørdag blev yderligere fem personer anholdt.